Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/152

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

142

Det Sidste vil blive lige saa grinagtigt som det Første.

— Jeg spørger Dem endnu en Gang: Elsker De Fanny Pramman? . . Eller jeg …

Han styrtede hen mod Kaptejnen. Denne greb hurtig sin Skrivebordsstol og holdt den frem for sig.

— De prostituerer Dem, Vismann! sagde han.

— Nej, det er Dem, der gjør det. De har gjort Nar ad mig, leget med mig som en Kat med en Mus, opfordret mig til at elske den Kvinde, som De selv stillede Snarer for. Men, hvis De tror, De har vundet Spil, saa tager De fejl. Jeg vilde ikke hade Dem, hvis De havde elsket hende i Tugt og Ære, men fordi De har fordærvet dette rene Væsen, fordi De har lært hende Letfærdighed, hader jeg dem. De har faaet Deres Løn. Hun har Stævnemøder i Haven med Andre end med Dem.

Kaptejnen blev bleg. Ikke af Samvittighedsnag, thi han var sig bevidst, at han kun havde enten talt højidealistisk eller fjaset med Fanny Pramman; han havde altid beundret sig selv for den Samvittighedsfuldhed, som havde forhindret ham i at forføre, hvad han kaldte honnette Piger. Til denne Kategori hørte hverken simplere Borgerdøtre eller Tjenestepiger. Han vidste ikke eller vilde ikke vide, hvorfor Vismanns Ytring frembragte Kuldegysning i ham. Han havde kun én