Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/185

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

175

om det var en krigsministeriel Resolution, der paa det mest bydende afviste en Underordnets Begjæring. At Apothekeren efter Bordet havde ladet Brevet cirkulere mellem nogle af Gjæsterne, og at det havde vakt Latter, tænkte han sig ikke.

Han syntes, han frøs lidt, da han stod paa aaben Mark i den kølige Aftenstund. Han løftede stolt sit Hoved ud imod alle Omgivelserne med samme Myndighed, som han havde budt Byens rigeste i Mand sin myndige Kancellistil. Han følte sig overlegen ved kun at have sin Snorefrakke og ingen Feltkappe paa nu, da ellers alle Byens Honoratiores bar Overfrakke. Han var Mand for at besejre baade Naturens Kulde og sit eget Legeme. «Mit Legeme skal lystre mig», brummede han og saâ ud efter Nogen eller Noget, som han trodsende kunde kaste Repliken hen imod. Et Minde om Manfred, der tvinger Naturaanderne, hviskede ham smigrende nogle Ord i Øret om Kaptejn Fricks Vældighed. Han fægtede ud i Luften med Armene, nød sin Muskelkraft som et nyt Bevis paa sin Personligheds Overlegenhed, tænkte. paa Jordrevolutionerne i de forskjellige geologiske Perioder, syntes næsten, at han havde været med til at frembringe dem alle. . . Havde han Fanny Pramman her! Aa, hvor skulde han sætte sin Hæl paa hendes Nakke og finde de bitreste, giftigste Udtryk for Foragt, som Sproget ejede,