Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/218

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

208

Sind «Fruentimmerne». Den Frue havde jo ikke gjort mindste Gavn ved Berettelsen. Var hun bleven hjemme, saa havde han kunnet sidde lunt i Sædet ved Siden af Præsten og havde havt meget lettere ved at kjøre. En Pøl af smeltet Hagl og stordraabet Regn flød bag hans uldne Halstørklæde ned paa Ryg og Bryst. Han kæmpede mod al den Kulde ved med sine faa Tandstumper at male Skraaen saa energisk som muligt.

Kapellanen og hans Hustru sad trykkede tæt op til hinanden. Han gjentog hvert Øjeblik:

— Det er noget Skjønt … noget usigelig Opløftende, jeg har oplevet i denne Dag. Fanny … jeg manede det hellige Navn frem paa den Døendes Læber. Det var en svag Afglans af Herrens Opvækkelse af Lazarus. Han gjorde Korsets Tegn med sin pelsværksbehandskede Haand og sagde:

— Fanny … kan Du huske, at Konstantin den Store saâ Korsets Tegn paa Himlen og læste derunder: Ved dette Tegn skal Du sejre?

Fanny svarede ikke. Hun følte, at, hvis hun tænkte paa noget Bestemt, vilde huns fryse endnu mere og komme til at græde enten af Sindsbevægelse eller af Kulde. Hun hørte Indsidderens hvæsende Aandedræt bag ved sig. Ingen anden Bevidsthedsakt tillod hun at komme frem i sig end under hele Turen at lade Psalmen: «At sige Verden ret Farvel» tone frem for sit Indre gjennem alle Strofer.