234
— Skal jeg ogsaa bringe Pastor Brinckmann Listen? For de skal jo indføres i Protokollen, som …
— Jeg vil ikke have hans Studenterhaandskrift i min Protokol, sagde Pastor Sørensen.
— Hm, nej, det kan jeg saa godt forstaa, Hr. Pastor! Pastor Brinckmann gaar jo helt op i Sjælesorgen.
Pastor Sørensens Øjne lo lidt gjennem Brynene.
— Ja—a, sagde han. Naar han bare reddede saa mange Sjæle . . Naa, det maa man jo haabe. Hvad, Randlev?
— Ja — bevares! Nogle redder han vel.
— Tror De?
— Ja—a—a . .
— Naa, ja, ja. Og den gamle Præst gned sig paa Armen og pustede en Sky fra Pibespidsen ud gjennem Munden.
— Der løber han, sagde Randlev med urokkelig Alvor og pegede ud over Haven paa Marken. Gjennem Hegnets bladløse Buske, Popler og Hyldetræer saâs den aabne Mark tydelig. Ad en Sti bevægede Brinckmann sig næsten løbende.
— Hvor? sagde Pastor Sørensen, idet han løftede sig fra Sædet ved at støtte sig haardt mod sin Lænestols Arme. Randlev ilede ham til Hjælp og stivede ham end yderligere af. Ja, der løber han, saamænd! Gud maa vide, hvor han nu vil hen.
