239
Udtryk i Ansigtet, at Skolelæreren sluttede sig til en konfidentiel Meddelelse fra hans Side. Randlev søgte diplomatisk at stemme sit Ansigt i Tonart med den Stemmegaffel, Hr. Ulkebøl havde slaaet an. Men det maa vist have forekommet Proprietæren altfor familiært. Derfor tog han strax Afstand og sagde højlydt, mens Degnen tog Hænderne tilbage, som han først havde tænkt paa at lægge paa Vognfadingen.
Fa’en … nu har jeg været paa Jagt i otte Dage, og jeg synes, jeg kan smage otte Frokoster og syv Middage endnu. Har De nogensinde smagt Chambertin? Hvad? Det véd De nok ikke, hvad er, gamle Degn! Hø, he —! Jeg lærte den unge Stamherre paa Rugholm, hvordan man brænder Rævepelse … for jeg skød sex. Og saa sagde jeg til Grev Eulendorff … Kan De stikke den, Eulendorfr? Nej jeg kan ikke, Ulkebøl, sagde han. Naa, jeg og Greven, vi er jo gode Venner, og vi kan sige baade det Ene og det Andet til hinanden. Hvad, Randlev?
— Ja, det kan De naturligvis, svarede Randlev, afventende den egentlige Meddelelse med høflig smilende Tilbageholdenhed, mens Ordene Pralhans og Løgnepeter surrede i hans Indre. Proprietæren syntes tilfreds med hans Holdning, bøjede sig ud over Agesædets Rand og sagde med en Blanding af Fornemhed og nærgaaende Fortrolig-
