Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/259

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

249

— Og … hvad mener Du, Fanny?

— Jeg? Jeg er jo ikke færdig med Bogen, og med alt det, Renan vil bevise sine … sine . . ja, hvad kaldes det? … Hy . .

— Potheser. Ja, hvad vil Du med dem?

— Dem kan jeg jo ikke hverken holde med eller være imod, for jeg kan jo ikke Græsk.

— Kjære Fanny! . . Jeg synes, Du er bleven saa logisk.

— Saa—aa? Og hvad saa?

Har en Kvinde, lille Fanny … har en Kvinde ikke sin Styrke i det mere Umiddelbare … det Romantiske . . det …?

— Ulogiske?

— Aa, ja.

— Hun er altsaa desto skjønnere, jo nærmere hun staar Dyrene.

Fruen var ved at blive hidsig og pegede ud mod en graa Kat, som just strøg sig op ad Havestakittet ud til Vejen.

— Nej, nej, min yndige Fanny, nej, nej! raabte Brinckmann og vred sin Overkrop til alle Sider, nej, jeg mente blot, at en Kvinde maa . . maa …

— Naa, hvad maa hun?

— Bunde dybt i Naturens mystiske Urgrund, sagde Brinckmann og rettede sig med Selvfølelse overfor sit eget Udtryk, som forekom ham godt.