1059
modsætter sig Hjemsendelsen, maa Politiets Assistance kunne begjæres til dens Iværksættelse. Jfr. Kancelliskriv. 2 Febr. 1841, 28 Octbr. 1847, Mskr. 19 Juli 1848, 14 Nov. 1849, 25 April 1850.
2. De samme Regler, som gjælde om Fattiges og Fattiglemmers Hjemsendelse, ere ved fornævnte Pl. 14 Decbr. 1810 § 6 gjorde anvendelige med Hensyn til Betlere ɔ: Personer, som ere afstraffede for Betleri. Disse blive altsaa efter udstaaet Straf at hjemsende til deres Forsorgelseskommune, men saafremt denne ikke har kunnet oplyses under den mod dem anlagte Sag, blive de at afgive til Opholdsstedets Fattigvæsen, indtil Forsørgelseskommunen er udfunden, hvorefter Hjemsendelsen da ligefrem falder ind under Reglerne for Fattiges Hjemsendelse. Efter hvad der er udtalt i Mskr. 27 Sept. 1848, 12 Aug. 1856[1]), skulde det endog synes, som om Reglen maatte være den, at den afstraffede Betler i alle Tilfælde efter endt Straf blev at afgive til Opholdsstedets Fattigvæsen og derefter at hjemsende. At der imidlertid, naar Forsørgelseskommunen er given under Straffesagen, ikke kan være Noget til Hinder for at hjemsende den afstraffede Betler uden at benytte Opholdsstedets Fattigvæsen som Mellemmand, fremgaaer formeentlig med tilstrækkelig Klarhed af Pl. 14 Decbr. 1810 §§ 6 og 8 sammenholdt med Lov 14 Marts 1867 § 2.
3. Endelig ere de samme Regler ved en anden Pl. 14 Decbr. 1810 gjorte gjældende med Hensyn til Personer,
som for Tyveri eller Løsgængeri have været
- ↑ I et Tilfælde, hvor en for Betleri anholdt Person af vedkommende Politimester var hjemsendt uden Brevvexling med vedkommende Fattigvæsen og uden at være afleveret til Opholdsstedets Fattigvæsen, antaget, at Hjemsendelsesudgiften ikke kunde paahvile Forsørgelseskommunen, men efter Omstændighederne burde afholdes af Anholdelsesstedets Politikasse. (Efter Skrivelsens Indhold er det imidlertid tvivlsomt, om Vedkommende var bleven belagt med Straf for sit Betleri).
67*
