388
mulig Kausalforbindelse mellem Gjerningen og den Paagjældendes Død eller den ham tilføiede Skade, og at i modsat Fald den yderligere Følge som reent hændelig ikke engang vil kunne tilregnes som uagtsom«. Men var dette end Fleertallets Mening, maa man dog indrømme, at Mindretallet var i sin Ret til ikke at kunne finde denne Mening udtrykt i Udkastet; og Landstingets Udvalg sluttede sig hertil, idet det udtalte, at Udtrykkene efter dets Opfattelse ikke udelukke aldeles tilfældige og uforudseelige Følger af Gjerningen, og at det ialtfald maa befrygtes, at Domstolene, der opfattede Fdg. af 1833 paa denne Maade, ogsaa ville ansee sig bundne ved en saadan Fortolkning af den ny Lov (Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 314 og 322). I Modsætning hertil holdt Kommissionens Mindretal derfor fast paa, at det ved Forbrydelsen kommer an paa Forsættet, medens denne Grundsætning dog formeentlig ikke skulde udelukke, »at der ved Fastsættelsen af Straffen for Gjerningen tages Hensyn til Beskaffenheden af det Onde, som Gjerningsmanden, uden at have villet det, har givet Anledning til, og den Omstændighed, at der i saadanne Tilfælde foreligger ikke blot en større eller mindre Uagtsomhed, men tillige en forbryderisk Villie, omend af en anden Art (culpa dolo determinata), kan. endog retfærdiggjøre en Skjærpelse af den i Almindelighed for den tilsigtede Forbrydelse foreskrevne Straf« (Motiv. S. 222). Herefter opstilles der istedetfor Fleertallets §§ 185, 186 og 201 2det Stykke Bestemmelser gaaende ud paa, at naar en Voldshandling eller anden med retstridig Hensigt udøvet Virksomhed har havt Døden eller en Skade tilfølge, men denne Følge maa ansees at, have ligget udenfor Gjerningsmandens Villie, bliver han at straffe efter Beskaffenheden af det Onde, som det var hans Hensigt at tilføie, eller som han maatte forudsee som en rimelig Følge af Gjerningen, men saaledes at Straffen for dette Onde bliver at skjærpe og derhos-kan stige over den i den anvendte Bestemmelse fastsatte (Motiv. S. 225 og 250). § 200
