Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/58

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst
50

Skib og træde ind i hans Sted som Din Bedstefaders Compagnon. Flere heldige Reiser, jeg gjorde, forøgede vor Velstand; vi bleve da enige om at sælge det gamle Skib og lade bygge et større, der under min Førelse skulde gjøre sin første Reise til Vestindien. Jeg husker det tydeligt; det var om Aftenen før Skibets Afreise, at Din Bedstefader ved Bordet, uden at Nogen anede det, bad Selskabet om at drikke min og Din Moders, Maries Skaal, vi vare forlovede. Marie modtog smilende mine Omarmelser; hun elskede mig vel ikke, hun gjengjældte vel ikke mine fyrige Følelser, men syntes dog med Rolighed og Glade at række mig sin Haand for at dele Skjæbne med mig. O! hiin glade Ungdomsdag, hvor smilede Alt mig ikke imøde? den kolde Vind, der blæste paa mit nøgne Bryst, var kun en kjølende Viften. "To Aar," sagde jeg til mig selv, da Morgenrødens Purpurstraaler vakte mig i min Køie — "to Aar og saa er Du min for evigt," sagde jeg, da jeg lettede Anker og kastede et Kys til min sovende Brud. Ja dengang, før — og nu; nu er mit Liv kun een lang Nat, i hvis sorte Mørke kun Hævnens Lynglimt brydes, i hvis døde Taushed kun Hævnens Torden ruller; ja Hævn, Hævn!