91
SIENA — ROM.
Jeg tror, at end ikke Sproget har forandret sig.
Jeg er vis paa, at Sæder og Skikke er helt latinske,
som i Horatses Dage.
Og den latinske Kvinde — Etruskerinden —
hun som lagde Veddet under Gryden,
under olla paterna,
hun var, om ikke helt tyveaarig ung,
en af de Hertuginder, der med Straahatte som en flagrende Glorie
ses i Siena paa Torvedagene
og om Søndagen ved Militærmusiken.
Aa hun var saa fin, saa klog, saa stolt,
hun, som havde salvet mit saarede Knæ,
at jeg, mens den store, toscanske Kat
snurrede og spandt ved Siden af mig,
og mens alle mine Fibre efter Dødsangsten fyldtes med Livsmod,
maatte fange hendes to Hænder ind, trykke dem til mig
og saaledes meddele min Lægehjælperske,
at jeg var karsk,
at intet af Hjulene i mit Indre var knust mod Cypresserne,
at mit Hjærte bankede paa ny
i sund, sollys Manddom.
Og hun forstod mig,
hun forstod mig, den sirlige Toscanerinde.
Skønt hun høvisk undveg min Stormen,
