111
SIENA — ROM.
— efter Pompeji, det Mur-omfredede,
det muntre og rytmisk ensomme,
hvis Porta Marina, fordum Nedgang til Havet,
ikke mere kysser det raa Hav og de stærkblaa, skyllende Bølger,
men er Nabo til en milebred Slette
og ene bevogtes afbrændende, dagrøde Valmuer.
Pompeji, den romersk-antike,
halvt nedsmuldrede, helt afsluttede Søstad,
det bredeste Liv i den trangeste Ramme,
(som et Digt af Ovid om de Eviges Boliger)
de smalle, smalle Stengader med de alenhøje Fortove,
hvor i Oldtiden Slaver alene var Forspand,
(thi man taalte ingen Oxe, intet Trækdyr i Byernes renlige Midte);
de offenlige Bades Luftighed og Mosaiker
og Væggenes Felter, det dybrøde, venlige Vox:
Fresker i Rigdommens Hal som i Skøgernes Kippe,
og Templerne, og Vinhusene, og Matronens Arne, og Forum.
En Forsamling af Templer!
Tro ikke paa Forgængeligheden!
Døden er kun et Slør, hvorigennem Venus smiler des sejrrigere,
og en afdød Neptun, i hvis Skygge jeg plukked en Urt,
