Den, der er vendt tilbage fra en Hvalfangst i Nordhavet eller fra en Omflakken mellem ældgamle Stæder i Sydens Sol: med Isbjørneskind og Hvaltænder eller med Kaméer og Antikviteter i sin Bagage; med Rejseluft i Klæderne og med noget fremmed i sin Tale, noget fremmed i sin Smilen — den, der vejrbidt eller sommerbrændt er hjemvendt til den første lune Stue, hyggelige Arne, hvor han paa Udrejsen dvælede nogle Dage som ved en sidste Station — han kan fortælle, han er forunderlig. Og den unge danske, som, efter et Aars Flakken om i Italien, med direkte Tog fra Nizza var ankommen til Paris og nu en Aften som i gamle Dage befandt sig i de kendte Stuer hos en bosat, nordisk Videnskabsmand, havde foruden Værten to nysgærrige, unge Piger fra Danmark til at høre paa sig — frygtsomme, forhippede og lattermilde. Hans Skæg var blevet noget anderledes end i Fjor og hans Sprog mere monotont med besynderlige Dialektbetoninger af og til.
