124
I LIGURIEN.
standig som Carlotta. Og hende kommer da nok aldrig nogen Muhamedaner og henter.
Hvorfor ogsaa en Muhamedaner?
De to Søstre er gode Kristne — ligesom Padre Canepà er vedbleven at være det til Trods for Fortids Brøde og udstanden Forfølgelse. Og endskønt de lever i det nye, frie Italien, har man endnu ingen Søndag set dem mangle ved Messen.
De nyder ikke Vin, og de spiser ikke Kød paa Fastedagene — Carlotta og hendes halte Søster. Heller ikke paa Ugens andre Dage nyder de Vin og Kød. Men de valfarter — Carlotta og hendes halte Søster — en Gang om Aaret til Madonnas hellige Kilde paa Toppen af Mont'Allegro; det gør alle Folk i Rapallo; det giver Held, Sundhed og Medbør for hele Aaret. De staar en Morgen op før Solen; thi Bjærgbestigningen varer to eller tre Timer, og Solen er slem som Skærsilden. De er iførte deres nyeste Dragter, og før Frokost vender de tilbage som friskere og bedre Mennesker, smykkede med Blomster.
Ogsaa jeg har valfartet til Mont' Allegro
og Madonnas forunderlige Kilde. Men den
Gang var jeg ikke mere i Rapallo. Jeg
boede i en anden Søby en halv Mil borte, i
Santa Margherita. Jeg var kun en vantro,
en Muhamedaner, der gjorde denne Valfart,
som man oplever et Æventyr, under Anførsel
