127
I LIGURIEN.
I mit høje Hus mellem Bjærgene
havde jeg udkastet Planen
om at sejle hen over Middelhavet til Rapallo
og besøge den blaanende Bjærgtop,
som jeg hver Morgen saa derborte, Genbo til mine Vinduer,
Mont'Allegro med Madonnas hellige Kilde.
Den gamle Bademester greb altsaa Aarerne.
Han lignede Silén: paa Skægget
og paa de kraftig knudrede Ben.
Med Clara, Hønen og Vinen
gled vi hen over Middelhavet.
Klippekysterne, de brungule Gallerier, inddrak Dagslyset;
de fine, fine Bjærge var snart saa morgenfriske og blussende
som Signora Clara, der sidder i Baaden
vittig og yndig oplagt.
Fra Klippehøjderne saa de adelige Røverslotte
fra en hensmuldret Fortid
ned paa os med graa Glemsel,
men de smagløst-optømrede og frækt skrigende
nye Villa-Paladser
vaagnede op til Dagens Reklame og Børssvindel.
Og Fru Clara samtalede fornøjet
med den roende, gamle Bademester
— il vecchio bagnino —
