»Madonna santa — hellige Madonna!« sagde Fru Clara og stirrede ned i Dalen til Rapallo og over Havbugterne til Bjærgene og vort høje Hus i Santa Margherita: »Man faar Solstik — c'é da darsi un colpo di sole.«
Vinen turde vi ikke drikke, fordi vi endnu intet havde spist, og vi vilde ikke røre Hønen, thi da fik vi aldrig Kraft til at naa Toppen og Madonnas hellige Kilde. Saa samlede hun nyt Mod og fandt paa at fugte vore Skosaaler med Vin, for at de skulde være mindre glatte. Vi satte os i Bevægelse, men en Gang imellem standsede hun:
»Aa, hvis jeg var deroppe, vilde jeg være Dronning af England.«
Paa alle Bjærghøjder fulgte Middelhavet os — som det blaaeste Vanvid.
Endelig, allerøverst paa det brændende Bjærg, naaede vi en Skov af Ege, der lukkede sig svalt over vore Hoveder.
»Nu er jeg Dronning af England,« sagde Fru Clara og aandede dybt den milde Friskhed.
