Denne side er blevet korrekturlæst
135
I LIGURIEN.
II.
At den Skade skulde ske . . . det var slemt for dig og mig,
du Vandringsmand og Ven, som paa Livets lange Vej
foran alle gyldne Gitre med Ord og Penge beder
Keruben om at aabne for de tabte Herligheder.
Vi har set i Gips og Maling, som vi fandt i Nord og Syd,
en Rest af Paradiset — vi har anet dets Lyd,
hvor de høje Broer hænger, hvor de hvide Baade krænger,
mellem Pinjerne, som svajer, Telegrafernes Stænger.
Vi har læst de tusind Bøger, og tilsidst blev al Ting klart.
Ak Vandringsmand og Ven, megen Uro var spart,
hvis trygt og rolig anbragt ved Evighedens Side
vi daglig fik forkyndt, hvad vi behøved at vide.
