Fru Clara
Saa toge de Møens hvide Brystben,
deraf danned de en Harpe ren.
Saa toge de hendes Fingre fem,
og Harpeskruer danned de af dem.
Saa toge de hendes lange Guldhaar;
deraf sno de Harpestrenge smaa.
(Af en Folkevise).
I Genova, Hovedstaden for det allersimpleste Italien, en Storby for Handelsmænd og Søfarere, opfyldt af Paladser og Marmor, Blæst og Støv — i Genova, i det Hotel, hvor jeg for Maaneder siden havde nydt det første Maaltid italiensk Brød, Suppe, Kød, Fjærkræ, Vin — et Hotel, jeg vedblev at søge til min Afrejse (men da var Værten for sin Redeligheds Skyld gaaet Fallit) — i denne hvidkalkede og efter Landets Skik nøgne Gæstestue havde jeg gjort mit lykkeligste Fund i Italien.
Solen var ved at gaa ned. Jeg sad dér og spiste af Pligt og med en daarlig Appetit, og saa stadig ud af Vinduet for ikke at forstyrre mig selv eller to Damer, en ældre og en yngre, der spiste ved Nabobordet. Hvor
