186
I LIGURIEN.
I Døren til Kupéen vendte hun sig, tog noget frem af sit rosenrøde Kjolebryst.
»Gem dem for mig, amante mio. Jeg kunde tabe dem, og det er foreløbig omtrent alt, hvad jeg ejer.«
»Det var to Sedler, hver paa hundrede Lire — af dem, Italiens Bank udsteder: rosenrøde som Kærlighedsbilletter eller som de Sommerfugle, Clara saa i Drømme. Hun havde faaet dem af sin rige Broder, da hun ikke med egne Midler kunde bestride det Middelhavsophold, som Lægen havde befalet
Nu gemte hun omhyggelig Dantes »Paradiset« paa det samme Sted, hvor Sedlerne havde hvilet.
»Paa Gensyn, elskede Silvio!« Toget gled.
. . . . Det var den fjerde Dag af deres Bekendtskab. Og skønt han — som sagt — i sit Værelse havde hendes Kjole, Natdragt og mange smaa Ting, der tilhørte hende, og skønt han i Lommen stadig følte hendes lille Pengetaske, blev han for hver Time, som gik, mere overbevist om sin egen Uværdighed. Han antog, at den højmodige Signora havde ladet baade Penge og Ejendele i Stikken blot for at kunne skilles fra ham i skønt Venskab, og han havde næsten opgivet Haabet om et Gensyn, da Toget omsider peb, og hun i den lyse Aften virkelig steg ud under de grønne Plataner ved Santa Margheritas Station — saa uroskælvende som han selv:
