Alpetinderne med Sne i Haaret, Alpetinderne som rødmende Sæterpiger med hvide Nathuer, erindrede Silvio om den franske Hærs umaadelige Besvær, da General Bonaparte for første Gang førte sine Tropper over de vinterlige Kamme og ene drømte om sin fjærne Josefine. Den ensomme Silvio havde med graadig Hu læst de Breve, som den ubekendte General Bonaparte tilsendte Josefine, da han havde efterladt sin skønne, ustadige Veninde i Paris og som syvogtyveaarig Feltherre foretog sit allerførste Felttog. Det var før Alpebestigningen og Sejrene i Italien; alle hans Tanker var blevne tilbage i den store Hovedstad, og hans Hjærte, fuldt af Graad og Mismod, var ikke der, hvor han slæbte sin Fod.
»Jeg selv lever ikke i dette Telt« — skrev den ubekendte General — »eller i denne Lejr, disse Raadslagninger, hvor jeg og jeg