Struensees og det saakaldte guldbergske Ministeriums historiske Forhold

by Frederik Schiern

Struensees og det saakaldte guldbergske Ministeriums historiske Forhold

(1842.)

[165]

Efterat Autokratiet i det syttende Aarhundredes anden Halvdeel var blevet den normale Form for de europæiske Stater og derefter overalt havde udviklet sig paa samme Maade, afgav det i Midten af forrige Aarhundrede et meer end almindelig anskueligt Exempel paa hiint Verdenshistoriens dialektiske Væsen, der bestandig i de samme Magter, der opbygge og opreise, indeslutter Ødelæggelsens ophævende Kræfter. At der i Autokratiets Grundprincip allerede laa den samme Skrøbelighed, der senere fremkaldte dets Forfald, hvorledes de samme Midler, der havde bevirket dets Stigen, ogsaa bleve Aarsagerne til dets Dalen, hvorledes det ved sit eget Bryst havde opammet de Slanger, af hvis Braad det senere blev stukket, dette er især af Eduard Gans -- til hvis »Vorlesungen über die Geschichte der letzten funfzig Jahre« i denne Henseende henvises — blevet udviklet saaledes, at det ikke her er nødvendigt at ledsage Absolutismen gjennem en Række af Kongeslægter og derved Skridt for Skridt at vise, hvorledes den efterhaanden stedse blev svagere. En ny Tid, Oplysningens Tidsalder, begyndte, da »den nye Philosophi« plantede sit Banner i Frankrig. I dette Land,

[166]

hvor Ideens Strømning allermindst kunde standses eller forstenes, indtraf et Moment, hvori Individerne, der saa længe havde været udelukkede fra enhver umiddelbar Indvirkning paa Staten, pludselig følte sig først fremmede lige over for den, derpaa fjendtligsindede imod den, og endelig den langt overlegne. Paris blev det Centrum, hvorom Europa dreiede sig; Madame Tencin, Madame Geoffrin, Marquise du Deffand og Demoiselle l'Espinasse aabnede deres Saloner for »Philosopherne;« og for mere end een af Europas Fyrster og Fyrstinder blev det snart som en Samvittighedssag at skaffe sig regelmæssig Underretning om, hvad der hver Uge foregik i de parisiske bureaux d'esprit.

Det bør nemlig bemærkes, at »den nye Philosophi« allerede meget tidligt skiltes til tvende forskjellige Sider. For den første Skole af den nye Philosophi var ikkun Negationen karakteristisk; først den andens Virken blev forholdsviis langt mere positiv. Den ældste Afdeling af Philosopherne brugte con amore kun de nye Vaaben imod Kirken og Staternes Forvaltning; den yngre gik først ud paa tillige at omdanne Staternes Forfatning. Den ene Sektion lod det være nok at angribe de Privilegeredes Begunstigelser, Adelens fortrinlige Adgang til de høieste Embeder, den fordærvelige »Laquaismus,« den vidtudbredte Rangsyge, de lavere Stænders, og navnligen Bondestandens, oprørende Undertrykkelse; med sønderknusende, ofte Maalet overskridende Spot at bekjæmpe den orthodoxe Geistligheds Overtro og Intolerants med alle deraf flydende Følger; heftigen at ivre mod Juristernes Rigorismus, imod Torturen, og de endnu stedse, almindelige Hexeprocesser; med en Utrættelighed uden Lige at kjæmpe for »Oplysningens« Udbredelse iblandt Folkenes Masser. Derimod undlod denne Skole — idet den kun grundede Staternes Velvære paa mægtige,

[167]

rastløst virkende Herskere — at anfalde selve Autokratiets Princip, hvorimod Philosopherne af den yngre Skole, uden at lade sig opholde ved nogetsomhelst Punkt af underordnet Vigtighed, stilede deres" Angreb lige imod Autokratiets inderste Væsen, og efterhaanden saaledes gjennemfilede Roden af de Stammer, hvorpaa det hvilede, al snart kun et eneste kraftigt Ryk udfordredes til at fremkalde dets Styrten. I Spidsen for den første Afdeling stod Voltaire, hvis Principat i den europæiske Litteratur er afgjort ved Midten af det forrige Aarhun-drede; blandt hans Tilhængere fremtræde La Mettrie, Helvetius, Diderot og d'Alembert, der alle skjøde Religionen tilside og nærmest kun udledte den menneskelige Tilværelse og Handlen af reent materialistiske Principer. I Spidsen for den anden Afdeling stod den alvorligere Montesquieu, der tidligere med sine lettres persanes havde betraadt den samme lettere Oppositions Bane som Voltaire, men senere ved sit udødelige Værk over Pesprit des loix vendte sig bort fra hiins blot negerende Retning. Blandt, de Forfattere, der knyttede sig til Montesquieu, udmærkede sig kjendeligen Raynal, Condorcet, Mably og Duclos, og af disse oplevede Condorcet den franske Revolution, hvor fornemmeligen Gironden dannedes af ham i Forening med Montesquieus øvrige Venner og Disciple.(1)

(1) J.J.Rousseau, der var i Strid med hele Verden, sig selv ikke undtagen, knyttede sig ikke til nogen af de philosophiske Skoler. I politisk Henseende beroer hans Virksomhed hovedsagelig deels derpaa, at han gjorde det til en Katekismus for Folket, der tidligere af den nye Philosophi kun var blevet foredraget for de hoiere Stænder, og deels og fornemmeligen paa den Maade, hvorpaa han i Modsætning til det saakaldte konstitutionelle Princip hyldede Republiken. Rousseaus Afhandling om le contrat social forholder sig til Montesquieus Undersøgelser om l'esprit de loix paa samme Maade, som den franske Konstitution af Aaret 1793 forholder sig til Konstitutionen af Aaret 1791.

[168]

Den ældre Skole af Philosopherne — der ikke, saaledes som den yngre, syntes farlig for Autokratiet — havde allerede tidligere paa meer end eet Sted seet sine Disciple ved Roret. Det forholder sig imidlertid neppe rigtigt, naar man allerede har villet betragte »Philosophen paa Sanssouci,« Frederik den Anden, som en med kongelig Magt udstyret Repræsentant for »den nye Philosophi.« Thi vel er det saa, at den store Konge vidste at skatte baade de franske Philosopher og de franske Ideer — han undsaa sig jo ikke engang ved at give Voltaire et Haandkys, han erklærede sig jo selv ikkun for »Statens første Tjener,« ja han sagde jo døende: »Jeg er træt af at herske over et Folk af Slaver« —; men ikke destomindre var dog han, Autokratiets ypperste Repræsentant i det forrige Aarhundrede, en altfor selvstændig Individualitet til i Eet og Alt at sværge til den nye Tids Fane; hans Brud med Voltaire og hans sildigste Forholdsregler mod Pressen røbe ikke utydeligt hans isolerede Stilling, og selv urgerer han udtrykkeligt, i de af Preusz udgivne Bidrag til hans Historie, at Eet var det i Theorien at ynde Philosopherne, men et ganske Andet i Praxis at befordre deres Ideer. Derimod finde vi senere ivrige og trofaste Disciple af »den nye Philosophi« styrende Roret i de forskjelligste Stater: Keiser Joseph den Anden i de østerrigske Arvelande, Scipio Ricci under Erkehertug Leopold i Toscana, Ministeriet du Tillot (til 1769) under den ubetydelige Don Philip i Parma, Ministeriet Tanucci (til 1776) under den barnagtige Ferdinand den Fjerde i Neapel, Ministeriet Choiseul (til 1770) under den enerverede Ludvig den Femtende i Frankrig, Ministeriet Aranda (til 1773) under den kun for Jagt og Skyden levende Carl den Tredie i Spanien, Ministeriet Pombal (til 1777) under den letsindige Joseph Emanuel i Portugal og Ministeriet Struensee (til 1772) under den sindssvage Christian den Syvende

[169]

i Danmark. Alle disse havde ivrigen studeret »den nye Philosophi« og i Særdeleshed Voltaires Skrifter; alle havde de levet i Paris og der havt Omgang med Philosopherne af den ældre Skole; alle søgte de, efter at være komne til Roret, ved Hjælp af de samme Midler at befordre baade de materielle og aandelige Interesser. Hvad de materielle Interesser angaaer, aabenbare den nye Tids Sønner sig paa alle Steder som Tilhængere af det samme statsoekonomiske System ved de Midler, hvilke de vælge for at ophjælpe Handel og Agerdyrkning, ved deres varme Understøttelse af den overalt underkuede Landbostand, ved deres undertiden altfor eensidige Stræben efter paa enhver Maade at fremme Befolkningens Tilvæxt. Med Hensyn til de aandelige Interesser fremtræder Higen efter »Oplysningens« Udbredelse fornemmelig karakteristisk. Saaledes blive Skolerne reformerede »philantropisk« i ethvert af de ovennævnte Lande med Undtagelse af Danmark, hvor Struensee kun fik Tid til at aabne Sorø Akademi for Uadelige, og til at kalde Biskop Gunnerus fra Throndhjem for at forestaae den tilsigtede Reform af Underviisnipgsvæsenet. Af Universiteterne gjenfødtes de tvende toscanske i Pisa og Siena; Universitetet i Neapel fik nye Lærestole, flere udmærkede Lærere og et prægtigt Lokale i Jesuiter-kollegiet Salvatore; i Portugal rensede Pombal Universitetet i Coimbra med saa megen Kraft, at Antallet af de portugisiske saakaldte Studenter i et Nu sank fra 5,000 til 600; i Norden stod Struensee i Begreb med at oprette et norsk Universitet i Christianssand og med at reformere det kjøbenhavnske Universitet, ved hvilket det theologiske Fakultet skulde miste sin Overvægt, Examinerne fratages Professorerne, og de Videnskaber efter Tidens Aand »især ophjælpes, som havde en nærmere Indflydelse paa Menneskets Næringsdrift og paa den

[170]

offentlige og private Oekonomi.« Ikke en eneste af »den nye Philosophies« mægtige Sønner undlod kraftigen at forbedre den slette, af Hensyn til Høire og Venstre influerede Retspleie, og Indflydelsen af Beccarias ved Studium af Encyklopædisterne udviklede Ideer (dei delitti e delle pene) viser sig aabenbart deels ved Torturens fuldstændige Afskaffelse i Danmark, Østerrig og Toscana, og betydelige Modifikation i de øvrige Stater, og deels ved Dødsstraffens Ophævelse i Toscana. Censuren blev i det danske Monarki ophævet af Struensee ved Reskriptet af 14de September 1770, der fra den gamle Voltaire, »den nye Philosophies« Fader fremkaldte en epître à Sa Majesté le Roy de Dannemark sur la liberté de presse, accordée dans ses etats; Struensees Exempel efterfulgtes senere af Joseph den Anden i hans berømte saakaldte Censuredikt; i Portugal, Spanien og Neapel blev Censuren fratagen Geistligheden og overordentlig formildet, saa at.t. Ex. nu endog mangfoldige Exemplarer af den imidlertid af Diderot og d'Alembert udgivne Encyklopædi (1751 fg.) kunde udbredes over hele den pyrenæiske Halvø, hvorhen Eftertiden tilstrækkeligt har viist, at de ikke ere komne forgjæves.(1) Fra alle de katholske Stater bleve Jesuiterne fordrevne, og overalt i Syden foretoges gjen-nemgribende Reformer af Kirke- og Munkevæsenet. Hertil kunde i Følge Forholdets Natur intet Analogon ligefremt svare i Danmark, men derimod mangle ikke andre Indicier, der ogsaa i denne Retning røbe Struensees Slægtskab med Statsstyrerne i Syden. Ligesom nemlig Forordningen af 26de Oktbr. 1770 i det

(1) Ligesom den bebudede Oversættelse af Leiden des jungen Werthers blev undertrykt under det saakaldte guldbergske Ministerium, saaledes forpurredes ogsaa en i Aaret 1770 averteret dansk Oversættelse af Encyklopædien, der havde fundet talrige Subskribenter. Baden, Christian den Syvendes Regjerings Aarbog. S. 259.

[171]

danske Monarki — ikke uden skjørhovedede Theologers Misfornøjelse — indskrænkede Antallet af de mangfoldige Festdage, saaledes finde vi ogsaa, tildeels i selvsamme Aar, aldeles lignende Lovbestemmelser i Frankrig, Spanien og Neapel; og ligesom Struensee i Norden paadrog sig det evangeliske Or-thodoxies Had ved Begunstigelsen af fremmede Religionssekter, navnligen de mähriske Brødre, saaledes see. vi den samme Tolerance, trods det katholske Kleresies zelotiske Modstand, kraftigen fremtræde i Syden, hvor de ikke-katholske Menigheder erholdt Tilladelse til at holde offentlig Gudstjeneste i Lissabon, Oporto og Livorno, hvor Choiseul ivrigen stræbte efter at til— intetgjøre enhver Forskjel mellem de franske Reformeertes og Katholikernes borgerlige Rettigheder, og hvor Joseph den Anden derefter gav sit berømte »Toleranceedikt« til Fordeel »for alle kristelige Hovedkonfessioner;« det var jo ogsaa paa samme Tid, at de første svage Skridt gjordes baade i Frankrig og i Østerrig til Jødernes Emancipation, det var ved denne Tid, at Scipio Ricci søgte at indføre et strængt episkopalt System i Toscana, og at Tanucci i Neapel vægrede sig ved efter gammel Skik til Paven at oversende. »Chinea,« og det var i Aaret 1775, at Pombal endog gik saa vidt, at aabne Underhandlinger med andre katholske Stater om af al Magt at fremkalde Valget af en Pave, af hvem man kunde vente Kraft og Villie til at stifte en Forsoning mellem den spaltede Kristenhed. Overalt bemærke vi en Opgivelse af den Begunstigelse, der tidligere var bleven Adelen tildeelt, overalt møde vi Ringeagt for de overantvordede, servile Former — man tænke paa Keiser Josephs Foragt for Etiketten! —, og overalt træffe vi, i Stedet for den gamle, i det mindste i Principet overdrevent strænge Afholdenhed, en ganske modsat, noget frivol Livsanskuelse, der især aabenbarer sig i Magthavernes Stræben

[172]

efter saa meget som muligt at aabne Mængden Adgang til Adspredelser og Nydelser. Saaledes blev det i Aaret 1767, efter en heftig Kamp med Erkebispen af Toledo, af Aranda sat igjennem, at det kongelige Theater i Madrid aabnedes for de nyligen i Paris i Mode komne Carnevals og Maskerader; saaledes blev Tartuffe i Aaret 1768 opført paa det kongelige Theater i Lissabon, ved hvilken Leilighed Tartuffe i Kongens, den kongelige Families og Pombals Nærværelse fremtraadte i en Jesuits Dragt; saaledes blev det under det struenseeske Ministerium tilladt Alle, baade Ridende og Gaaende, om Aftenen at betjene sig af Fakler, de hidtil lukkede Kvarterer i Rosenborg Have bleve aabnede, Publikum erholdt Tilladelse til at benytte det kongelige Ridehuus, Falkejagter anstilledes paa Nørrefælled, Regimenternes Hoboister fik Befaling til »hver Søndagaften« at opføre Musik paa Kjøbenhavns Torve, og paa Hoftheatret og det kongelige Theater opførtes afvexlende franske Komoedier og italienske Operaer. Og alle disse Analogier staae ikke alene; ved at gjennemgaae Samlingen af de dansknorske Forordninger og Reskripter for den struenseeske Periode og dermed sammenligne den samtidige Lovgivning i de øvrige ovennævnte Lande, vil Enhver kunne finde flere andre Exempler paa en paafaldende Overeensstemmelse mellem hine Statsstyreres og Lovgiveres almindelige Grundsætninger.

At Encyklopædisternes Disciple under deres Statsstyrelse i flere Henseender virkede til Velsignelse, kan neppe benegtes af en Tid, der har optaget saa mange af de Forholdsregler, hine først vovede at gjøre gjældende. De vare de første Repræsentanter for den moderne Liberalisme med alle dens gode og alle dens svage Sider. De optraadte med ædel Varme og med priselig Iver imod Misbrug af enhver Art, men de forstode ikke altid at modificere deres abstrakte Grundsætninger efter

[173]

de konkrete Forhold, de glemte hyppigen ved Tilpasningen af den Normalkultur, hvortil Folkene skulde opdrages, at tage tilbørligt Hensyn til de Hindringer, der laae i Nationernes forskjellige Karakterer. De vilde gjøre alt for meget paa een Gang, og sprang derfor, idet Alt gik ad Forordningernes let færdige Vei, ikkun altfor hastigen fra det Ene til det Andet. Den struenseeske Lovgivning afgiver, hvor fortrinlig den endog ellers i flere Henseender maatte være, meer end eet Exempel paa deslige Saltomortaler, og Anlæggesen af den wienske »Augarten,« som Joseph den Anden ikke lod beplante med unge, let flyttelige Træer, men med allerede stærke, ved Vintertid med Møie af den frosne Jord optagne Stammer, afgiver overhovedet en sindbilledlig Fremstilling af den hele Virksomhed, der udvistes af de ældste Disciple af »den nye Philosophi.« De stødte Adelen og de Privilegerede, idet de unddroge disse den tidligere Begunstigelse; de fortørnede Embedsstanden ved den Strænghed, hvormed de bekjæmpede dens tidligere Slendrian; ved deres frie religiøse Anskuelser forbittrede de den orthodoxe Geistlighed, og derfor blandede ikke blot de katholske Præster i Syden, efter de myndige Magthaveres Fald, deres Taksigelser til den Høieste med Bagvadskelsens Løgne, men ogsaa i Norden forhaanede den danske og tydske Geistlighed i den Syndflod af Takkeprædikener, der udkom i Anledning af Revolutionen den 17de Januar, paa den usømmeligste Maade Struensee og hans Tilhængere som »Guds og hans Salvedes Fjender.« Da endelig de politiske Repræsentanter for »den nye Philosophi« troede at maatte virke for den størst mulige Eenhed i Styrelsen af det absolute Monarki, blev det nødvendigt, at de ogsaa der, hvor de ikke vare Fyrster, koncentrerede Magten i deres egne Hænder, og saaledes kunde de høiere Stænders Insinua-

[174]

tioner saa meget lettere finde Indgang hos de endnu stedse næsten stærblinde Masser, saa at disse ikke blot i Danmark, men ogsaa i Syden med Forbittrelse klagede over, »at Ministrene spærrede Veien til Thronerne.«

Keiser Joseph II. døde nedbøiet af dyb Bekymring over den truende Stilling, som den konservative Opposition allevegne indtog mod ham, opfyldt med martrende Smerte over de Oprørsflammer, som den fanatiske Deel af Geistligheden havde antændt i en Deel af hans Stater. Under Leopold II. og Frants II. ombyttedes det Bevægelses-System, som Joseph havde fulgt, med det gamle Stillestaaens-System — ikke blot i de østerrigske Arvelande, men ogsaa i Toscana, hvor Scipio Ricci blev fjærnet fra Roret. I Parma maatte du Tillot vige i Aaret 1769, da Don Fernando havde besteget Thronen og, trods sin Opdragelse af Condillac, kastede sig i Munkenes Arme; og i Neapel fortrængtes Tanucci, der altfor uforsigtigt havde spottet den hellige Rosalias Fest, i Aaret 1776 af Dronning Maria Caroline, hvorpaa den nye Reaktion især fremtræder kjendelig i den Straf af tre Aars Arbeide paa Galeierne, der blev fastsat for Læsningen af Voltaires Skrifter. I Frankrig maatte Hertugen af Choiseul, der forvistes til Chanteloup, allerede i Aaret 1770 vige for Triumviratet Aiguilion, Terray og Maupou, der understøttedes af den hos Ludvig XV. alt formaaende Kvinde. I Spanien faldt Aranda i Aaret 1773 for Geistlighedens vedholdende Angreb; selv slap han imidlertid med at gaae til Paris, men den berømte Olavides, der havde været hans Sekretair og derpaa ved Hjælp af fremmede Kolonister havde forestaaet Opdyrkelsen af, Sierra Morena, dømtes til »som Kjætter og Philosoph« i otte Aar at gjøre Bodsøvelser i et Kloster, hvorfra det imidlertid ved hans Venners Understøttelse lykkedes ham

[175]

at undkomme til Frankrig.(1) I Portugal styrtedes Pombal i Aaret 1777 ved Joseph Emanuels Død, da den nye bigotte Dronning Maria I. og hendes ligesindede Gemal og Onkel i alle Maader misbilligede den forrige Regjering, og kun vilde regjere Staten efter et vel indrettet Klosters Mønster. Pombal slap imidlertid med Forviisning fra Hoffet, hvorhos det dog betydedes ham, at det kun var. af ufortjent Naade, at man undlod at drage ham til Ansvar. I Danmark blev derimod Struensee ikke blot styrtet, da Enkedronning Juliane Marie, Guldberg og de øvrige Sammensvorne fuldførte Revolutionen den 17de Januar 1772, men her gik Forbittrelsen mod den forrige Styrelse endog saa vidt, at Struensees Hoved maatte falde paa det »under Musik opførte« og »af ærlige Slaver nedrevne« Skafot paa Østerfælled. Under det saakaldte guldbergske Ministerium fremtræder derpaa den forandrede Stemning imod Pressen og Landbostanden i Særdeleshed karakteristisk, og allerede tidligt aabenbarer den nye Retning sig ved flere Bestemmelser, saasom ved Plakaten af 10de Februar 1772, hvorved det befaledes, at Kjøbenhavns Porte, ligesom tilforn, skulde lukkes alle Søn- og Festdage, saalænge Gudstjenesten varede, ved Forordningen af 27de Februar 1772, der ophævede Forordningen af 13de Juni 1771, for saavidt denne havde eftergivet Straffen for Leiermaal, ved Reskriptet af 6te Februar 1772, der ophævede den struenseeske Bestemmelse, som havde berøvet Politiet dets Myndighed inde i Husene (my house is

(1) Den som philosophisk og historisk Forfatter bekjendte, daværende Etatsraad og Kommitteret i General-Landoekonomi- og Kommerce-Kollegiet, August Hennings, blev næsten i lige saa høi Grad forkjættret af den orthodoxe Geistlighed i Danmark, da han under det saakaldte guldbergske Ministerium udgav sit Skrift „Olavides mit einigen Anmer-kungen über Duldung und Vorurtheile begleitet".

[176]

my castle), ved Reskriptet af 29de Oktober 1772, der igjen indførte den skarpe Examination ved Inkvisitionskommissionen, ved Resolutionen af 9de Juli 1772, der ophævede den af Struensee ved Resolutionen af 21de September 1771 aabnede Adgang til adelige Rettigheders Erhvervelse for Godseiere, der hverken vare af Adel eller lige med Adel Privilegerede, ved den Be-stemmelse i Resolutionen af 12te Decbr. 1772, ifølge hvilken der i ethvert af de nye Departementer skulde træffes saadanne Indretninger, hvorved unge Mennesker af Adel eller lige med Adel Privilegerede kunde gjøre sig habile til Embeder.

Saaledes mislykkedes de Revolutioner, der udgik fra selve Thronerne. De revolutionaire Magthavere strandede og maatte strande, efterdi de stødte de høiere Klasser, og efterdi de derhos, endnu blottede for enhver Anelse om den konstitutionelle Frihed, undlode at erhverve sig et sikkert Grundlag ved af Folkene at opdrage sig mægtige Forbundsfæller. Men deres revolutionaire Forsøg havde ikke været frugtesløse; paa enkelte Steder (især i Toscana) bevaredes trods den paafølgende Reaktion enkelte Frugter af den forrige Styrelse ukræn-kede, og overalt vare Nationerne, som ved Feberanfald, blevne vækkede af deres lange Uvirksomhed. Folkene vaagnede pludseligt, følte, at de havde hvilet længe nok, sloge Øinene op og begyndte at see sig omkring. Da de revolutionaire Magthavere, trods den bebudede Gjenfødelse af Verden, forholdsviis kun havde bragt lidet i Stand, og da de paafølgende Reaktioner, langt fra igjen at tilveiebringe Sundhed, kun havde drevet Sygdommen til andre Dele af Statslegemet, begyndte senere den endnu stedse karakteristiske Tendents, hvorefter Frelsen ikke længer sættes i Personer, men i Former: i Stedet for Revolutionerne fra oven begyndte Revolutionerne fra neden.

[177]

Den ovenstaaende Sammenstilling af Struensee med de med ham aandsbeslægtede Statsstyrere er her bleven forudskikket, fordi jeg har troet derved sikkrest at kunne paapege det struen-seeske Ministeriums universalhistoriske Betydning, og efterdi jeg har meent derved tillige lettest at kunne bidrage til en rigtigere Bedømmelse af detpaafølgende, saakaldte guldbergske Ministerium.. Jeg har søgt at vise, hvorledes Struensee og de ligesindede politiske Magthavere i Syden vare de første Repræsentanter for den moderne Liberalisme, og at det saakaldte guldbergske Ministerium i Danmark kim repræsenterer den efter de forskjellige Steder modificerede Reaktion. Det vil da saaledes blive forstaaeligt, hvorledes hine revolutionaire Statsstyrere af de saakaldte liberale Forfattere ere blevne hævede til Skyerne, medens de paa den anden Side af strængt konservative Historikere, som Niebuhr og Leo, ere blevne altfor eensidigen og uretfærdigen fordømte; det vil forstaaes, hvorfor Striden paa samme Maade har dreiet sig om de paafølgende, reaktionaire Styrelser. Paludan-Müller har i et særegent lille Skrift(1) fremført den Mening, at det karakteristiske ved det saakaldte guldbergske Ministerium, eller, som han udtrykker sig, ved »Arveprindsens Regjering,« maa udledes deraf, at denne Regjering ifølge Omstændighederne »kom til at ligne en Formynderregjering, der efter sin Natur maa være konservativ,« og at »denne Forholdenes Magt, mod hvilke Personerne Intet formaae, maatte give hans Administration Karakteren af Utilbøielighed til at indlade sig paa vidtudseende Reformer.« Jeg kan imidlertid ikke fravige den Overbeviisning, at det saakaldte guldbergske Ministerium af sin inderste Natur var reaktionairt, og der turde vel være god Grund til at antage, at den nye Styrelse ogsaa da vilde

(1) Bemærkninger om Ove Høegh-Guldberg som Statsmand. Af Dr. C. Paludan-Muller. Odense. 1841.

[178]

have bevaret sin eiendommelige Karakteer, naar Arveprindsen som Fyrste havde indtaget en mere selvstændig Stilling, j dette Tilfælde vilde nemlig Guldbergs Indflydelse være bleven endnu mere overveiende, end den i Virkeligheden var, men denne Indflydelse vilde upaatvivleligen være bleven af stræng konservativ Natur. Thi Guldberg var jo, som hans Søn udtrykkelig har vidnet, i Et og Alt en stræng Repræsentant for de gamle Ideer, »han var meget meer en Frembringning (sic) af Tidsaanden fra 1660, end af den Aand, der i det 18de Aarhundrede saa gjennemgribende gjorde sig gjældende,« »han yttrede den Overbeviisning, at hvad der kunde vindes ved en ubetinget Trykkefrihed, ikke stod i noget Forhold til det, der kunde tabes,« »han udtalte den Overbeviisning, at enhver offentlig Dadel af — Regjeringen, dens Anskuelser og Handlinger løsnede de Baand, der sammenholdt Konge og Folk o.s.v.« (1) Ligesom altsaa Danskheden hos den i Horsens fødte Guldberg i national Henseende dannede en Kontrast til Tydskheden hos den i Halle fødte Struensee, og ligesom en lignende Modsætning møder med Hensyn til de udvortes Forhold, idet Struensee søgte at nærme sig Sverrig og yttrede: »es sey die Russische Allianze nicht die einzige Ressource für Dänemark, und nicht gut alle übrige Considerationen dieser allein auf-zuopfern,« medens Guldberg derimod paastod, at »Rusland er os den bedste Bundsforvant, thi den er for Sverrig, vor Arvefjende, forskrækkelig,« — saaledes staae ogsaa Struensee og Guldberg med Hensyn til den hele encyklopædistiske Retning som fuldkomne Antipoder. Den ærede Forfatter af det ovennævnte lille Skrift har iøvrigt den Fortjeneste, i flere Henseender — og især med

(1) Et Par om Ove Høegh-Guldberg, af C. Høegh-Guldberg, hans Søn. Odense. 1841. S. 4, 7, 6.

[179]

Hensyn til Forholdsreglerne med Pressen — at have bidraget til at rense det saakaldte guldbergske Ministerium for enkelte uretfærdige Beskyldninger. Lignende Fortjeneste tilkommer allerede Gustav Ludvig Baden og især Peter von Kobbe, men ingen af disse ere gaaede ind paa selve Sagen med den Nøi-agtighed som Paludan-Müller, hvorvel der ogsaa hos denne Forfatter turde savnes en udførligere Udvikling og Oplysning af adskillige Punkter.

Paludan-Müller bemærker meget rigtigt, at de fleste ugunstige Skildringer af det saakaldte guldbergske Ministerium i sidste Instants grunde sig paa d'Yves's »Geheime Hof- und Staats-Geschichte des Königreichs Dänemark,« og paa det i sin Tid meget omtalte Skrift »Authentische und höchstmerk-würdige Aufklärungen über die Geschichte der Grafen Struensee und Brandt,« for hvis Forfatter Landgrev Carl af Hessen-Cassel, Fader til Dronning Marie Sophie Frederikke, længe blev anseet. Begge disse Skrifter recenseres af Paludan-Müller, hvorefter han fælder en meget ugunstig Dom om dem. Hvad nu det første Skrift angaaer, hvis Forfatter i sine yngre Aar var keiserlig-romersk og østerrigsk Gesandt i Danmark, da har Paludan-Müller deri paaviist flere positive Feil, men det er vistnok et Spørgsmaal, om disse ville være tilstrækkelige til at fælde det aldeles. Ligesom der nemlig overhovedet neppe gives noget, i det Hele taget nok saa paalideligt fremmed Skrift, hvori ikke lignende Feil lade sig paavise, saaledes kunne navnligen en fremmed Ministers Memoirer være meget forkastelige som »Staats-Geschichte,« men derfor dog ei upaalidelige som »Hof-Geschichte.« Men ogsaa i denne sidste Henseende svækkes Tilliden noget til d'Yves, idet Paludan-Müller ikke uden Grund antager, at han har været noget indtagen mod Schimmelmann og Guldberg, paa Grund af disses

[180]

borgerlige Herkomst, og mod den Sidstnævnte desuden forsaavidt han betragtedes som Ophavsmand til Indfødsretten. At denne maatte være en tydsk Diplomat en Torn i Øiet, vil man forstaae, naar man erindrer, hvor mange fremmede Tydskere der dengang bleve danske Ministre. Jeg skal saaledes her erindre om Bernstorfferne, om Baron Gleichen, der i Aaret 1807 døde som Privatmand i Regensburg, om Friherre Achatz Ferdinand von der Asseburg, der først var dansk Minister i Sverrig og senere i Rusland, om Baron Diede von Fürstenstein, der blev dansk Gesandt i Berlin og derefter i London, om Hr. v. d. Wense, der først var dansk Minister i Spanien og senere, da Grev von der Osten kaldtes tilbage til at forestaae det udelandske Departement, i hans Sted blev sendt som Minister til Neapel.

Anderledes forholder det sig med det andet af de ovennævnte Skrifter. At »Authentische Aufklärungen« ere forfattede af Sturz, er allerede tidligere blevet antaget. Den samme Mening forfægtes af Paludan-Müller, og der synes ikke længer at være Grund til at betvivle dette. Men dette taler da meget til Fordeel for Skriftet, efterdi Sturz var en trofast Tilhænger af den ældre Bernstorff, ogsaa efter denne Ministers Fald, og ingenlunde var blind for Struensees Feilgreb; at Sturz, ganske uskyldig, blev indviklet i den struenseeske Katastrophe, berettiger ikke til som Paludan-Müller at paastaae, at »hans Vidnesbyrd kunde ikke være upartisk." Paludan-Muller berigtiger overhovedet ikke saa meget »Authentische Aufklärungen,« som han paastaaer, at deri meddeles Fakta, som Forf. »ikke kan have kjendt.« Forsaavidt han imidlertid nævner den Skildring, der i »Authentische Aufklärungen« gives af Hoffets Forskrækkelse, faa Dage efter Revolutionen, en Forskrækkelse, der foranledigedes ved en tilfældig Alarm i Theatret,

[181]

da er det vistnok sandt, at denne Skildring er given med overdrivende Farve; men at der dog ligger et sandt Faktum til Grund derfor, fremgaaer umiskjendeligen af en Bekjendt-gjørelse af Hofmarschal Bjelke, der er indrykket i Nr. 12 af Adresseavisen for Aaret 1772. Paludan-Müller urgerer fremdeles de Efterretninger, der i det oftnævnte Skrift gives af Scenerne den 17de Januar, om hvilke han bemærker, at Forfatteren alene kunde have havt dem »fra nogen af de Handlende, dem han dog alle fremstiller saa nederdrægtige eller saa foragtelige, at de maatte have været af en anden Natur end andre Mennesker, om de havde forsynet Forfatteren med. Trækkene til Maleriet.« Der kan imidlertid i det Mindste nævnes een Person, der ikke hørte til de Handlende, og fra hvem dog Efterretningerne om hine Scener for en Deel kunde være komne, nemlig Kammertjeneren Brieghel, og det maa i alt Fald ikke oversees, at hine Scener dengang vistnok aldeles almindeligen ere fortalte i Kjøbenhavn paa samme Maade; naar saaledes t. Ex. Sturz lader Caroline. Mathilde udbryde i de Ord: Ich erkenne an dieser Handlung die Verräther und den König, da stemmer dette paafaldende overeens med den franske Ministers Beretning fra Kjøbenhavn af 28de Januar 1772: La Reine, aprés avoir lu l'ordre du Roi, dit: „Cela est digne du Roi ei lui ressemble bien"(1). Det fortjener overhovedet at anføres, at Sturz i flere Punkter, som vi kunne kontrolere, viser sig troværdig; hans Efterretninger om de overmodige russiske Ministre Saldern og Filosoffow bestyrkes fra mange forskjellige Kanter(2),

(1) F. v. Raunier., Beitrage zur neueren Gcschichte aus dem brittischen und französischen Reichsarchive. Leipzig. 1839. III. 1. 196. Det maa beroe paa en Forvexling, naar Raumer tillægger den bekjendte Ogier denne Beretning i Stedet for hans Eftermand, Marquis de Biosset.
(2) Kong Frederik den Anden af Preussen skriver i Oeuvres posthumes, V. 24: „Mr. de Saldern, mécontent d'avoir trouvé un prince si peu

[182]

og i flere Henseender stemme de ugunstige Domme, der indeholdes i »Authentische Aufklärungen,« overeens med Falkenskjolds Memoirer, der ere skrevne med en saa kold Rolighed og med en saa udtrykkelig Anerkjendelse af Guldbergs gode Sider, at det vistnok maa beklages, at den ærede Forfatter ikke har indbefattet ogsaa denne Kilde under sin Kritik. Jeg troer altsaa, at den Karakteristik, der af Sturz leveres af Revolutionen den 17de Januar, i sin Almindelighed maaskee neppe fjærner sig meget fra Sandheden; jeg troer, at den ærede Forfatter altfor strængt kalder »Authentische Aufklärungen« løgnagtige, endskjønt jeg villig indrømmer, at de i flere Henseender kunne være skrevne med en friere Phantasi, end den strænge Historieskrivning tilsteder.

Men selv om det var rigtigst aldeles at ignorere ikke blot d'Yves's, men endog Sturz's, ja selv Falkenskjolds ugunstige Vidnesbyrd, vilde man dog feile meget ved at antage, at det saakaldte guldbergske Ministerium i Virkeligheden ikke havde været upopulairt, ved at antage, at det ugunstige Lys, hvori det nu almindeligen betragtes, var Frugten af en sildigere Tids Fordreielse. D'Yves er ikke den Eneste, der vidner, at »das Misvergnügen keimte schon damahls überall.« At der allerede kort Tid efter Struensees Fald herskede almindelig Utilfredshed og Misfornøielse baade i de lavere og høiere Klasser, bevidnes meget udtrykkeligen af den engelske Minister i Kjøbenhavn i

(note fortsat fra forrige side) soumis à ses commandemens, se rendit de Berlin à Copenhague, ou étalant à son aise son despotisme et ses prétentions illimitées, il sub-jugua tellement I'esprit du Roi de Dannemarc, qu'il chassa les ministres et les généraux, qui lui déplaisaient et les remplaca par ses créatures." I Overensstemmelse hermed melder den engelske Minister fra Kjøbenhavn den 5te December 1766, at Saldern sagde: „He would talk here to the ministers, le bâton à la main." Jvfr. ogsaa Denkwürdigkeiten des Freiherren A. F. v. d. Asseburg. Mit einem Vorwort von K. A. Varnhagen von Ense. Berlin. 1842.

[183]

en Beretning af 17de Oktbr. 1772, og det samme vidnede den svenske Enkedronning Louise Ulrike, i Følge en Beretning i det engelske Rigsarkiv, i de allerstærkeste Udtryk(1). Ogsaa Carsten Niebuhr, der var saa stor en Ven af den ældre Bernstorff, der ledsagede den faldne. Minister til Roeskilde, der afskyede det struenseeske Ministerium, hvori han ikke uden Grund saa et Forspil for den ham saa forhadte franske Revolution, og som stod sig saa godt med Guldberg, at denne endog tilbød ham Adelskab, — ogsaa Carsten Niebuhr var meget langt fra at fælde, en gunstig Dom over det nye Regimente(2). At det saakaldte guldbergske Ministerium ogsaa senere vedblev at være upopulairt, derom vil man bl. A. kunne finde meget troværdige Vidnesbyrd baade hos Steffens i »Was ich erlebte« og hos Rahbek, der paa sin Udenlandsreise fik Efterretning om Ministeriets Fald, der »af Glæde over den herlige Statsforandring havde givet et lidet Traktement i Prag,« og som ligefrem erklærer, at »den daværende Bestyrelse var saa upopulair, at man alt længe ikke blot med Forventning, men med Forlængsel havde seet dens Fald imøde.«(3)

(1) Raumer 1. c. S. 199.
(2) Jvfr. Carsten Niebuhrs Leben i: B. G. Niebuhrs Kleine histor. und philolog. Schriften. I. 42.
(3) Rahbek, Erindringer af mit Liv. II. 218. Rahbek bemærker kort ovenfor S. 210: „Strax efter min Ankomst fik jeg, med Junger, to og det meget mærkelige Breve. Det ene af disse var skrevet i Begejstringens fulde Ruus faa Dage efter fjortende April, og kan jeg ikke negte mig at afskrive en Deel deraf som et sanddru umistænkeligt Billed af hine mærkelige Dages Almeensind: „„Ven! det lader, som Gjengjældelsens søde Time er kommen for vor Kronprinds; jeg maa fortælle Dig Alt, da jeg veed det vil glæde Dig; i Onsdags var det første Gang, han var i Konseilet, og i Torsdags var det *****s sidste Regjeringsdag! — De havde bedraget sig i vor unge Mands fine og kloge Forhold, og troede sig lige saa sikkre, som da Struensee laae paa Fælleden og Mathilde sad paa Celle."" Han fortæller nu Begivenheden

[184]

Spørges der om Aarsagerne til det saakaldte gnldbergske Ministeriums Upopularitet, der ved det Ovenanførte vel tør ansees konstateret, maa Svaret vistnok henvise til dets reaktionaire Karakteer, der umulig kunde tilfredsstille Aanderne under den uhyre Udvikling, hvori disse i hele Europa befandt sig i de den franske Revolution nærmest foregaaende Decennier. Man har ogsaa i denne Henseende ikke uden Grund anført Forordningen af 27de Februar 1772, Reskriptet af 6te Februar 1772, Reskriptet af 29de Oktober 1772, Resolutionen af 9de Juli 1772, Reskriptet af 12te Decbr. 1772 og Forordningen af 14de Decbr. 1775, ligesom man har erindret om Regjeringens Forhold lige over for det asiatiske Kompagni, der fremkaldte den stormende, til langt ud paa Natten varende Generalforsamling den 11te Septbr. 1773, om det Misbrug, der undertiden gjordes af Kabinetsordrer, t. Ex. i Anledning af Bruhns »Fritimer«, og i Særdeleshed om Regjeringens Forhold i Landbosagen, der neppe nogensinde lader sig forsvare (1). Der er imidlertid Grund til at antage, at det ugunstige

(note fortsat fra forrige side) selv, saaledes omtrent, som de offentlige Blade meddele den, kun med nogle Anmærkninger om de nye Statsministre (o: C. L. Stemann og Guldberg), der ikke havde havt andel at bestille end at tage mod deres Afsked, og de øvrige, der vare stegne saa høit paa 17de Januars Ruiner, og nu vare alle paa Døren. Han fortæller endvidere, hvorledes den herlige, kjække, unge Prinds, efter at have ladet dette forkynde i Stats-raadet, videre fortsatte det begyndte Værk, hvorledes Kabinet og Kabinets-ordrer hævedes, hvorledes Bernstorff var kaldet tilbage paa sin Post, hvorfra han til Almeenmisnøie nogle Aar tilforn var fortrængt." — Rahbek forsikkrer slutteligen: „At Ovenstaaende ikke leverer noget nyt Bidrag til denne uforglemmelige Dags Historie, føler jeg meget vel, men det er en tro Gjenklang af den almene Tone, saaledes t. Ex. som denne i Dreyers Klub, den Tid en Sammelplads for ypperlige Hoveder og frisindede Mænd, udtalte sig." Man jevnføre ogsaa Slutningen af et Brev fra Kjerulf, skrevet fra Borchs Kollegium den 21de August 1784, hos Rahbek 1. c. S. 338.
(1) Jvfr. dog Paludan-Müller. S. 27-29.

[185]

Lys, hvori hiin Styrelse er bleven betragtet, især hidrører fra den vistnok i høieste Grad uforsvarlige Opførsel, der udvistes mod adskillige af de ved Revolutionen af 17de Januar 1772 styrtede Mænd, og fra de Forhold, der fremkaldte Revolutionen af 14de April 1784.

Man vil, under Forudsætning af Caroline Mathildes Brøde, kunne finde sig i den Strænghed, der udvistes imod den unge, ved de sørgeligste Forhold undskyldte, ulykkelige Dronning. Man vil, under den samme Forudsætning, kunne finde den strænge Konklusion i Struensees Dom lige saa lovmedholdelig, som de fleste af Præmisserne løse og utilfredsstillende. Men man vil aldrig med Rette kunne billige den vilkaarlige Kabi-netsjustits, der ved Reskriptet af 18de Mai 1772 udvistes mod adskillige af de Personer, — t. Ex. imod Sturz (1), — der vare blevne indviklede i den struenseeske Katastrophe, og hos hvilke end ikke den strænge Inkvisitionskommission havde kunnet finde den allerringeste Brøde. Og i Særdeleshed vil man ei kunne undlade at fordømme Grev Brandts Domfældelse og Henrettelse som grusomme og oprørende Begivenheder.

Paludan-Müller, — der vel fordømmer Brandts Henrettelse (2), men derimod ikke troer at kunne laste hans Dom-

(1) Kobbe, der i flere Henseender har givet en retfærdigere Bedømmelse af det saakaldte guldbergske Ministerium, Bemærker med Føie: „Das Verfahren gegen den ganz schuldlosen Mann (o: Sturz) war emporend." Han fortæller ogsaa, hvorledes Sturz faa Aar efter døde af a broaken heart. Schleswig-holsteinische Geschichte vom Tode des Herzogs Christian Albrecht bis zum Tode Konig Christian VII. Altona. 1834. S. 232.
(2) Den ærede Forfatter udbryder saaledes: „Og nu Brandts Henrettelse! den er en Plet i Christian den Syvendes Historie, der ikke kan afvadskes; thi Kongen tilkom det at tage alle de Hensyn i Betragtning, som Dommerne ikke kunde lade gjælde." Her indrømmes saaledes at Grev

[186]

fældeise, — bemærker: »Brandt er ikke i en Leg kommen til at bide Kongen i Fingeren; men for at skaffe sig Satisfaktion og Fred for vistnok lidet kongelige Drillerier, er han gaaet ind til Kongen, har der opfordret ham til Kamp og i Slagsmaalet saaret hans Person.« Men denne Fremstilling af den tilsigtede Begivenhed turde maaskee for den mindre vel underrettede Læser være lige saa vildledende, som den, der af den ærede Forfatter her korrigeres. Det maa nemlig paa ingen Maade oversees, at Kongen først gjentagne Gange havde opfordret Brandt til paa de tidligere Mignoners Viis at vise Kourage, og at det først var efter mange saadanne først anmodende og tilsidst bydende Opfordringer, at Brandt endelig-gav efter, og opbød Kongen, som da »strax admitterede ham til Haandgemæng, saa at Kongen selv begyndte de fem à sex første Attaquer.« Ved denne Leilighed var det, at Kongen fik en Finger ind i Brandts Mund og derved blev bidt; »det skete altsaa ei animo nocendi, men det var en naturlig Bevægelse at lukke Munden, naar man gribes paa Tungen, og da jeg-blev det vaer, bad jeg om Forladelse, hvorpaa Kongen klappede mig paa Kinden og sagde: det skader ikke.« Saaledes var den Tiltaltes Forklaring, og hans Defensor, Kammeradvokat Bang, bemærkede dertil ikke uden Føie, at »denne Grev Brandts Tilstaaelse, som det eneste Beviis i denne Sag, maa derfor tages til Troende, ligesaavel den er til hans Frelse, som isaavidt den synes at være ham imod.« Da imidlertid Greven skulde styrtes, blev denne forlængst passerede Begivenhed — efter Brandts Opfattelse aldrig andet end »et Spøgeri, Ungdommens og Sælsomhedens Værk« — tagen som en heel

(note fortsat fra forrige side) Brandts Henrettelse er en uudslettelig Plet paa det saakaldte guldbergske Ministerium, da Skylden naturligviis ikke ligefrem kan paabyrdes den sindssvage Konge.

[187]

alvorlig Sag, og Brandt, der endnu den 14de April fra sit Fængsel havde tilsendt Inkvisitionskommissionen en Ansøgning til Kongen om som Amtmand at maatte trække sig tilbage til en af Provindserne (et mærkeligt Indicium!), afgav derpaa, efter den farlige Vending, Sagen havde taget, gjennem sin Defensor den rørende Erklæring: »at dersom Hans Majestæt allernaadigst behager at tage denne Sag serieux, som det synes ved den af Kammerjunker Schack i Kongens allerhøieste Navn skete. Deklaration, anseer han sig forloren, og vil fra det Øieblik af ei søge at retfærdiggjøre sig, men ene og alene kaste sig for Kongens Fødder og søge sin Frelse i hans Naade, vovede dog i allerunderdanigst fuld Tillid til hans kongelige Majestæts Clemence at kalde tilbage de anførte Omstændigheder.« Men naar nu dette forholder sig saaledes, synes man "ikke uden en Forvirring af almindelige Betsbegreber, at kunne undlade at fordømme Grev Brandts Domfældelse, og hans Henrettelse synes ikke at stemples alt for strængt af den forsigtige Raumer, naar han ikke tager i Betænkning at kalde den et Justitsmord.

Ligesom den. Opførsel, der udvistes af Magthaverne mod de ved Revolutionen af 17de Januar 1772 Styrtede, i flere Henseender med Rette har bidraget til at sætte den nye Styrelse i et ugunstigt Lys, saaledes opklares ogsaa Grundene til det saakaldte guldbergske Ministeriums Upopularitet, naar man seer hen til de Handlinger og Forhold, der fremkaldte Revolutionen af 14de April 1784. Det maa beklages, at hverken Paludan-Müller eller Generalmajor Høegh-Guldberg have oplyst denne i saa mange Henseender betydningsfulde Begivenhed, om hvis Foranledning og Detail der existerer interessante haandskrevne Beretninger af flere høitstillede Mænd, men hvis Historie endnu stedse ikke er skreven. Saa meget

[188]

tør imidlertid siges og saa meget er allerede af de trykte Beretninger — t. Ex. af Steffens's — baade bekjendt og rigtigt, at der den 14de April 1784 forefaldt en Revolution lige saa vel som den 17de Januar 1772, en Revolution, hvorved man var beredt til, om fornødent gjordes, at benytte den væbnede Magt. Saafremt nu den saakaldte »Formynderregjering« godvillig havde draget sig tilbage, efter at Kronprindsen var kommen til Skjelsaar og Alder, maa det.indrømmes, at man, uden at gjøre sig skyldig i Inkonsekvents, paa een Gang kunde rose det saakaldte guldbergske Ministerium og Kronprindsens nye Styrelse. Men naar det staaer fast, at der den 14de April forefaldt en Revolution, synes det klart, at man kun kan vælge mellem disse Alternativer, enten at holde paa det saakaldte guldbergske Ministerium og at fordømme den unge Kronprinds's derimod stiftede Sammensværgelse, eller at slutte sig til hele Folkets, og i Særdeleshed Kjøbenhavns Indvaaneres, Jubel over Revolutionen af 14de April 1.784, saaledes som den fuldførtes af den unge Kronprinds, af Andreas Peter Bernstorff, af Christian Reventlov til Christianssæde og af saa mange andre af Landets Notabler.

Saafremt man nu efter det Foranførte maatte være villig til at indrømme, baade at det saakaldte guldbergske Ministerium allerede af Samtiden blev ugunstigen bedømt, og at denne Ugunst ikke var ubeføiet, vilde det her være Stedet at undersøge, hvorvidt hiint Ministerium med Rette er blevet kaldt det guldbergske, eller med andre Ord at undersøge Guldbergs Virksomhed og Indflydelse som Statsmand. Men destoværre maa det tilstaaes, at Kilderne endnu ikke ere af den Beskaffenhed, at en saadan Undersøgelse kan lede til noget ret sikkert eller tilfredsstillende Resultat. Det synes .afgjort, at den umis-kjendelige Fortjeneste, som det saakaldte guldbergske Ministerium

[189]

havde af den danske Nationalitet, fornemmelig hidrører fra Guldberg; men det lader sig endnu ikke i de enkelte Tilfælde med Sikkerhed afgjøre, hvorvidt Guldberg maatte bære Skylden for hiin Styrelses Vildfarelser og Udskeielser; det maa saaledes til Exempel indrømmes, at der mangler ethvert Beviis, ethvert Tegn paa, at det var ham, »der førte Kongens Haand til at underskrive Dommene over Struensee og Brandt,« hvilket ogsaa vilde have været altfor indignerende, da det i Sandhed synes betænkeligt nok, at Guldberg baade var en af de fornemste Deeltagere i Revolutionen den 17de Januar 1772, og og at den samme Guldberg tillige var den eneste af de Sammensvorne, der ikke tog i Betænkning at tage Plads mellem Struensees og Brandts Dommere.

At Guldberg spillede en større Rolle ved Revolutionen den 17de Januar 1772, end enkelte Forfattere have antaget, kan neppe betvivles (1); at han lige fra Begyndelsen af, paa Grund af den unge Arveprinds's fuldkomne Hengivenhed til ham, maatte have overveiende Indflydelse, synes ubestrideligt; at hans Betydning senere ikke aftog, derom vidner hans uafbrudte Stigen, lige indtil han blev Geheime-Statsminister.

(1) I Øst's „Archiv for Psychologi, Historie, Literatur og Konst," Kbb. 1824. II. 182, læses følgende Notits: „Guldberg boede dengang hos Udgiverens Morfader, afgangne Stadshauptmand Jürgensen, paa Hjørnet af Vimmelskaftet og Badstustræde. — Flere Gange ud paa Aftenen, nogen Tid far den 17de Januar, blev med et vist Signal ringet paa Huusklokken, Guldberg gik da ud, steg i en Kareth, som almindeligen holdt henimod Helliggeistes Kirke (Petersens Kloster ligger ligeoverfor), og med de i Karethen værende Personer raadsloges kjørende omkring paa Gaderne. Revolutionsnatten gik Fru Guldberg i den største Ængstelighed og ventede paa nogle af hendes Mand angivne Tegn, som skulde tilkjendegive hende et heldigt eller uheldigt Udfald af Foretagendet. Et af Signalerne var, naar hun paa visse Tider saa en eller flere Trop Ryttere komme forbi. I et af Geheimeraaden betegnet Tilfælde skulde hun flux brænde en Deel af hans Papirer."

[190]

Men om han endog saaledes havde været Sjælen i det efter ham kaldte Ministerium, var hans Magt dog vistnok ikke uindskrænket. I Begyndelsen, men ogsaa kun i denne, synes hans Hænder især at have været noget bundne ved Statsraadet, fornemmelig ved Schack-Rathlou, til hvem den gamle Otto Thott sluttede sig, besjælet af Traditioner fra »Geheime-Konseilet.« Derom vidner d'Yves, og hans Vidnesbyrd faaer Vægt, deels ved en Yttring i et Brev fra Christiania af 22de Marts 1773, skrevet af Landgrev Carl af Hessen-Cassel til Friherren af Asseburg — c'est aprés le Prince et sous lut, que Mr. de Schack a le plus grand crédit dans l'état —, deels ved en Notice i Falkenskjolds Memoirer, ifølge hvilken denne efter sin Løsladelse af Arveprinds Frederik blev forsikkret om, at det kun var Schack-Rathlou, der tidligere havde forhindret hans af Prindsen foreslaaede Løsladelse, og deels endelig derved, at baade Schack-Rathlou og Otto Thott havde Nys om Revolutionen den 14de April 1784, i hvilken de neppe vilde have ladet sig indvie, saafremt deres tidligere Indflydelse ikke dengang var ophørt. Af de øvrige Medlemmer af det nye Statsraad blev den af alle Partier hadede Grev Ranzau-Ascheberg tidligen styrtet, og den populaire Admiral Rømeling døde faa Aar efter. Derimod synes Arveprinds Frederik og General Eichstedt i Almindelighed at have holdt sammen i Forening-med Guldberg og Enkedronningen. Eichstedt skildres af d'Yves som en retskaffen, men svag og udannet Mand, og denne Karakteristik bestyrkes fra forskjellige Sider, t. Ex. af Landgrev Carl af Hessens ovenanførte Brev — Le general Eichstedt, un bien honnête et digne homme — og især i Et og Alt af Baden, der selv havde kjendt ham meget nøie, der fortæller, at hans kjæreste Adspredelse var Jagt og Riden, hvori han var saa færdig, at han endnu i sit 78de Aar kunde sætte over

[191]

Grøfter og Gjærder, for at skyde en Hare i Løbet, og som paa sin Viis udtrykker sig saaledes, at » Guldberg kunde gaae ind i ham med Støvler og Sporer(1).« At imidlertid Eichstedt undertiden kunde handle selvstændig, uafhængigen baade at Enkedronningen og Guldberg, derpaa anfører d'Yves Exempler, som der neppe er Grund til at forkaste som utroværdige,(2) og dette var vel ogsaa Aarsagen, hvorfor han faa Dage førend Revolutionen den 14de April 1.784 afgik som Statsminister. At endelig Enkedronning Juliane Marie ikke blot undtagelsesviis, som Eichstedt, men i Almindelighed havde baade en bestemt Mening og kraftig Villie, og at hun, endog i Opposition mod Guldberg, vidste at sætte sin Mening igjennem, derom minde allerede nu fiere neppe forkastelige Traditioner, hvilke det imidlertid først vil være Fremtiden forbeholdt at bringe til fuldkommen Lys og Klarhed.

(1) Østs Archiv. II. 218, 219, 231.
(2) D'Yves. S. 50, 93. Forsaavidt d'Yves saaledes anfører Eichstedts Forhold ved Köller-Banners Fald, skal jeg tillade mig at henlede Opmærksomheden paa de Ord hos d'Yves, i Følge hvilke Køller-Banner ,,begehrte seine Entlassung zum zweitenmal und bezeichnete sein Bittschrift mit einem Tage, der einen besonderen Bezug auf ihn hatte, nähmlich mit dem 17ten Janner." Med Hensyn til den Betydning, som Køller-Banner saaledes sees at have tillagt Revolutionsdagen, findes nemlig en mærkelig, i Almindelighed, som det synes, overseet Notice i Falcks „Neues Staatsbürgerliches Magazin." Schleswig. 1838. I. 626. Heraf erfares nemlig, at Køller-Banner døde i Altona den 30te April 1811, af Følgerne af et Saar, som han, nedsunken i dyb Fortvivlelse, nogle Dage i Forveien som Selvmorder havde bibragt sig selv, og hvis Forbinding han forsætligen oprev. Man erindre nu, at Struensees og Brandts Henrettelse fandt Sted den 28de April.