Tre Hundrede af Peder Syvs Ordsprog Til Brug ved humoristiske Forelæsninger

Tre Hundrede af Peder Syvs Ordsprog.
Til Brug ved humoristiske Forelæsninger
samlede ved
Levin Christian Sander, Professor. Første udvalg.

Kiøbenhavn 1819, trykt hos Boas Brünnich

Oldgrandskeren Rasmus Nyerup taknemmeligst helliget.

Fortale

"Gunstige Læser! jo visere og skarpsindigere hine gamle Philosophi og lærde Mænd i gamle Dage have været indvortis, des daarligere og kortvilligere kan man læse, at de have anstillet sig udvortis; særdelis i deris Lefnet, særdelis i deris Sæder, Ord og Tale, at man tit og ofte større Aarsag hafde, at dømme slige for Narre og Giække, end for vise eller fornuftige Mennisker at være, naar man saadant vilde udvortis ansee. Men dersom vi ville see hen til Enden, og søge Aarsagen dertil, skulle vi befinde alt saadant at være skeed mere af deris skarpsindige Forstand og indgifne Gesvindighed, end enten af Daarlighed eller anden letfærdig Optænkelse, og de under slige Kortvilligheds Skin have dermed villet lokke og lede Menniskene hen udi Sanheds Forfaring og Kundskab, ja deris Meening saaledis afmale og tilkjendegive. Fordi mand vel med Latter og Tant kan tit udtrykke Sanhed iblandt."

"Udi lige Maade er ikke heller denne Mands Bog for denne Skyld at foragte, at han undertiden med sine Proverbiis eller Ordsprog sig noget kortvilligt anstiller, ligeviis som han sligt gjorde af Kortvil eller Putzeri. Nei, her er andet i Gryden, end Kokken haver seet. Thi her ligger under hine gode gamle danske Sprog den gode gamle Sandhed forborget, at dersom mand vil randsage Meeningen et sensum verborum, skal man befinde, at disse hans Ordsprog og kortvillig Tale have en langt anderledis Meening, end som Ordene lyde. Thi her er alt meere i Kramboden, end som paa Vinduet staaer. Naar Sækken røstis, faar mand at vide hvad ved Bunden er; derfor læs cum judicio, og med Agtsomhed!"

Den 1ste Mai 1614.

Hans Hansen Skaaning.

Den 1ste Mai 1819.

L. C. Sander.

Nogle af Peder Syvs Ordsprog, der indeholde Fabler

1.	Peder! sagde Gaasen, jeg ager, da Ræven løb ad Skoven med hende.       Saare vittigt.
2.	Jeg kjender vel Karsen, sagde Bonden, da han aad Skarntyde.       Godt.
3.	Bedre at skrabe Osten end at skrælle den.       Klogt.
4.	Smeden sagde til Præsten: Kjære Herre, kristne mit Barn; jeg smeder dig et Langjern.
5.	Det Barn bliver gjerrigt, som gnaver sin egen Brøddisk.       (De Gamle brugte undertiden en Skive Brød           istedet for en Tallerken.)             Sindrigt.
6.	Der vil meget Lammekiød til Persille for 100 Mk.       Jovialsk!
7.	Det er intet værdt, at være kostfri i Helvede.       Jovialsk!
8.	Fetting haver tabt sin Tællekniv.       (Den dovne Rigmand har mistet sin Formue, og           dermed den Evne at ernære sig.)             Klogt!
9.	Det maa være en viis Troldkarl, der kan tage en Ulv, og gjøre et Lam af.       Sandt!
10.	Fri er frels Fremgang.       (Et gammelt ved Nedskrivningen aldeles fordærvet           Ordsprog, der betyder: Frihed er en Træls           Fremgang, F og T ere forvexlede.)
11.	Hvo som stjæler Ærter og saaer, faaer Bønner igjen.       (Syv finder dette Ordsprog for dunkelt. Maaskee           kan det forklares saaledes: enten Bønne tages           figurligt, og betyder, som Skose, Daddel, Spot           Ulykke; eller gandske simpelt: Tyven høster no-           get gandske andet, end han saaede og ventede.) Det var en Bønne, siger man endnu.
12.	Den skal være klog, der vil stjæle Æg fra Skaden. Lige lege bedst, Grime holde Hest. Kavring er ei Brød, Kjærling er ei Møe. Ost og Brød er godt i Nød, Velling er ondt at føre; Hestekjep gjør ondt ved Ryg, Saa gjør og Pust ved Øre.
13.	Det kommer op i Tøe, man skjuler i Snøe.
14.	De Frommes Raadhuus haver mange Vinduer.
15.	Det er godt, at laane Gud og Ageren; de give god Rente.
16.	Heiren laster Vandet, for han kan ei svømme.
17.	Hanen er Bondens Seierverk.
18.	Den, som har skabt Maanen, veed vel, hvor gammel han er.
19.	Unge til Hjelp, Gamle til Raad. De Gamle til Raad, de Unge til Daad.
20.	Unge skulle bruge Ørene hos de Gamle, men ei Munden.       Nu ei mere sandt.
21.	Mod Aften mister Solen sin Varme.
22.	Naar der kommer Ild i gamle Huuse, er det farligere end i nye.
23.	Giv en Piber saa, at han bliver en Piber.
24.	Naar Stymperen giver Stakkelen, er der Glæde i Himmelen.
25.	Mangen stjæler Oxen, og giver Kallunet til de Fattige.
26.	De fleste Stemmer gjælde meest, om de end vare de værste.
27.	Meget Vand slukker (qvæler) tidt en liden Ild.
28.	Anger er god; dog er det bedre ei at gjøre det, som skal angres.
29.	Sveed efter Bad, og Angergraad efter Syndfald er god.
30.	Hvo der vil æde Kjernen, faaer knække Nødden.
31.	Katten vil nok Fisken æde, men dog ikke Kloen væde.
32.	Arbeid mens Du est frisk og ung; det gavner, naar Du est gammel og tung.
33.	Hvo, der pløier med Katte, skal harve med Muus.
34.	Det er ei Kæmpens Sæd, sin Styrke paa Stenen at spilde.       Et Hexameter.
35.	Den Syge gjør et galt Raad, der keiser (udkaarer) Lægen til sin Arving.
36.	Kun en halv Arving, der arver Forældrenes Gods; men ei deres Dyd.
37.	Mølleren er aldrig saa drukken, at han glemmer at tolde.
38.	For en Sko mister man ofte en Hest.
39.	Man faaer ei andet af Degne og Duer, end fjantede Møer og skidne Stuer.
40.	Last ei mig og Mine, gak først til Dig og Dine.
41.	Det er en underlig Strid, naar det ene Æsel skjelder det andet for en Sækkedrager.
42.	Vee Dig, saa sort est Du! sagde Gryden til Jydepotten.
43.	Den der sværter Andre, er derfor ei hvid.
44.	Han har en grov Øxe, og hugger det af Æren, som han ei kan sætte til.
45.	Jo mere man rører i Skarn, jo værre det lugter.
46.	Der ere flere Æretyve end Pengetyve.
47.	Han har Medlidenhed med Gaasen, naar hun giver sig i Vandet, hun ei skal drukne, og om Vinteren, naar hun gaaer barfodet, at hun ei skal fryse.
48.	Ofte kommer en sort Kylling udaf et hvidt Æg.
49.	Der voxer undertiden en kroget Green paa et ret Træe.
50.	Der ere saa mange Kjeppe i Skoven, som Staaddere i Landet.
51.	Det er ei hvert Sviin, Kragen vil ride paa.
52.	Hvo ikke kan lyde, kan ikke byde.
53.	Han befaler som en Mand, men han agtes som et Barn.
54.	Begyndelsen er i vor, men Enden i Guds Magt.
55.	En Daare begynder meget, og ender intet.
56.	Hurtig, som en Koe paa en Vindeltrappe.
57.	Soe kan ikke bruge Sadel, thi hun rider kun sjeldent.       Pudseerligt.
58.	Piller skal man sluge, ikke tygge.
59.	Den Pung er tom, som Andres Penge ligge i.
60.	Amboltet skjøtter ei Hammerslag.
61.	Naar alle Fugle flyve bort, bliver Kragen igjen.
62.	Det Træe, som ofte flyttes, rodfæstes ei.
63.	Vær som Sneglen, langsom i Raad, men, som Fuglen snar i Daad.
64.	Gode Tanker føder gode Gjerninger.
65.	Man kan ei forbyde Fuglen at flyve over Hovedet, men vel, at han ei gjør Rede derudi.       Tankeriigt! Onde Tanker komme, men de bør ei huuses.
66.	Himmelen er dog blaae, om end den Blinde seer det ei.
67.	Den intet har af Blygden (Bluefærdigheden), har ei meget af Dygden (Dyden).
68.	Møe var blue, som Brud; hun sprang i Seng til Dreng med baade Skoe.
69.	Bøn stiger op, Naade stiger ned.
70.	Bøn og Troe faaer Oxe og Koe.
71.	Hvo, som beder, at have Maitid om Julen, han maae bede, indtil Mai kommer.
72.	Du skal ikke attraae, hvad Du ei kanst faae.
73.	Suk gaaer vel til Himmelen, om end Taarerne falde paa Jorden.
74.	Laan! og mist baade Penge og Ven.
75.	Laant Guld vendes til Blye.
76.	Laant Hest og egne Sporer gjøre korte Miile.
77.	Ild og Vand ere gode Tjenere, men slemme Herrer.
78.	Et skident Vand kan og ledske en Brand.
79.	Sølvhammer bryder snart Jern-Dør.
80.	Hvo, som bygger Huus med Andens Skade, samler Steen til sin Grav.
81.	Mangen vil bygge Pallads, og haver kun en Hytte i Pungen.
82.	Liden Byrde er langveis tung.
83.	Leger du med Narren i Huset, saa leger han med dig paa Gaden.
84.	Stultus og Stolt voxe af et Holt (Træe).
85.	Herrer og Narre have frit Sprog.
86.	Blandt hundrede Galne skal man ikke finde - en eneste Viis.
87.	En (beundret) Nar gjør flere.   (Un sôt trouve toujours un plus sôt, qui l'admire.)
88.	Han er ikkun Nar syv Dage om Ugen.
89.	Fanden er Vert i Verden, derfor have de Fromme ondt Herberg deri.
90.	Naar den Onde bliver syg, vil han være Munk.
91.	Menneskene krybe til Gud, og løbe til Fanden.
92.	Fanden er god at komme i med, men ond at komme af med.
93.	Naar Daaren dømmer, faaer Stakarlen (Stakkelen) Skam.
94.	Dommeren dømmer ikke, men Loven.
95.	Som Dommeren dømmer Menneskene, saa dømmer Gud ham.
96.	Faa have Lykke, Alle have Døden.
97.	Døde ere død Mands Venner.       (Und wenn die Glocke verliert ihren Ton,       So haben meine Freunde vergessen mich schon!)
98.	Faar undkomme ofte for Ulven, men ikke for Slagteren.
99.	Frygt for Døden er værre end Døden selv.
100.	Den Levende Fred, den Døde Roe!       (Skaal!)
101.	Vi leve for at døe, og døe for at leve.
102.	Døden haver en bitter Forsmag, men sød Eftersmag.
103.	Døden er bedst, naar en Gammel lider Armod, en Fangen Svaghed, en Æret Foragt, og enhver Landflygtighed.
104.	Frisk Mod er et godt Harnisk.
105.	Det er en dristig Muus, der tør gjøre Rede i Kattens Øre.
106.	I Glasset speiles Legemet, i Vinen Sindet.
107.	Naar Øllet gaaer ind, gaaer Videt ud.
108.	Om Aftenen som en Bjørn, om Morgenen som en skudt Ørn.
109.	En Drukken og en Galen, dem skiller ikke uden en Søvn ad.
110.	Sandhed og Daarskab sidde begge i Viinfadet.
111.	Det er ei Venskab, naar man faaer en forstandig Ven til sig, og skikker ham som en Nar tilbage.
112.	Maanen er kun engang fuld i fire Uger, men en Drukkenbolt hver Dag.
113.	Der drukne flere i Øll og Viin om Aaret, end i Vand.
114.	Man drikker paa Andens Sundhed, og mister sin egen.
115.	Det første Trin til Dyd, er at elske Dyd hos en Anden.
116.	Dyd vil have reent Herberg.
117.	Fred med Dyd, og Krig med Synd og Last.
118.	Dyd og Manddom faae allesteds Boe.       (Liedermaans Erb' ist in allen Landen.)
119.	Til Dyd behøves ei god Vittighed, men god Samvittighed.
120.	Bagtale er Dydens Sæbe.
121.	Guld er ogsaa Guld i en Skalke-Pung.
122.	Ingen Fugl flyver saa høit, at den jo maa søge sin Føde nederligt.
123.	Fisken haver godt, han drikker, naar han vil.
124.	Eed og Æg er snart brudt.
125.	Een Gud, een Lov, een Konge.
126.	Man skal sig selv ære, om man end eene monne være.
127.	Simplex homo drog til Rom, duplex nequam igjenkom.
128.	Unge Møer maae ei lide, at man seer paa dem med Glarøine       (Nu kunne de ikke undgaae det.)
129.	Gammelt Træe giver god Ild.
130.	I Gamle Gryder kaages ogsaa Lammekiød.
131.	Huusfred er Hunsfryd.
132.	Manden skal være Hovedet, Qvinden Hjertet.
133.	Tidt bliver Personer forsynede med Bestillinger, og ikke Bestillinger med Personer.
134.	Alting har Ende, uden - Pølsen, den har to.
135.	Gjør nitten Gange vel, og den tyvende ilde, saa faaer Du Utak for det Alt.
136.	Jo høiere Kald, jo dybere Fald.
137.	Naar Skyggen er størst, gaaer Solen snart under.
138.	Den mindst søger Æren, faaer hende snarest.
139.	Man ærer ofte Een, som en Gud, og forbander ham, som en Djevel.       (Napoleon)
140.	Penge gjælder ei allevegne eens, et Menneske agtes ei allesteds lige.
141.	Æren er det feireste Træe i Skoven.
142.	Skaden flyver aldrig saa langt, at Rumpen jo følger med.
143.	Som ei engang roeses i sin Liigprædiken.       Og naar de endelig vil roeses;           Saa skal de døe,           Saa skal deres Enke           Betale en Liigprædiken.                   Stig (i Niels Ebbesen.)
144.	Skam er saa fast en Farve, at den neppe ved Forglemmelse kan afvaskes.
145.	Den Steen bliver vaad, som hver Mand spytter paa.
146.	Man regjerer bedre ved Exempler end ved Love.
147.	Man fanger Qvinder med Penge, Narre med Roes, og Harer med Hunde.
148.	Fælleds Fare gjør Venner af Fiender.
149.	Fattig Mand boer tryggest.
150.	Naar Ulykken naaer den Rige til Knæerne, da naaer hun den Fattige til Halsen.
151.	Den er dobbelt arm, som haver været riig.
152.	Ofte maa Stuedøren undgjælde, at Stakarlen er vred.
153.	Ondt Land, hvor man har ingen Ven.
154.	Enhver bærer sin Fiende i sin egen Barm.
155.	Ingen Hund er Harens Ven.
156.	Een Fiende er for meget, og hundrede Venner ere ei nok.
157.	Er din Uven kun som en Myre, saa regn ham dog blandt Elefanterne.
158.	Aabenbar Fiende er bedre end Hykleven.
159.	Af sød Viin bliver suur Edike, af bedste Venner største Uvenner.
160.	Man skal kjerne, til man faaer Smør.
161.	Hvo der vil jage en anden over tre Gjerder, maa selv over de to.
162.	Helligdagsklæder bliver engang hver Dags Klæder.
163.	Eens Opgang, en Andens Undergang.
164.	Intet vissere end Forandring i vort Levnet, og intet uvissere, end naar det vil skee.
165.	Hver Dag har sin Nat, hver Glæde sin Sorg.
166.	Lykke og Ulykke ere næste Naboer.
167.	Og var der end 24 Børn, saa er dog Faderen ældst.
168.	Forord børje (foraarsage) ei Trætte.       (man har forqvaklet dette Ordsprog: Forord bry-       der ei Trætte.)
169.	Forsonet Venskab er som et ildelægt Saar.
170.	I Forliig skal agtes, at den Ene ikke faaer Sværdet, den Anden Skeden.
171.	Falder Himmelen, da brøste der mange Leergryder.
172.	Jo mere en Brønd øses, des bedre bliver Vandet.
173.	Man prøver med Ilden Guldet, med Guldet Qvinder, med Qvinder Mænd.
174.	Der springer mange Strænge, før Een bliver Mester paa Luthen.
175.	Den Stund, Hunden pisser, løber Ulven ad Skoven.
176.	Tilgiv Andre, men ei Dig selv.
177.	Bedre at have Forsorg end Eftersorg.
178.	Lykken gaaer til Døren, og spørger, om Forsyn (Forsorg) er inde.
179.	Der er megen Mad i Guds Kjælder.
180.	Gud giver enhver Fugl sin Føde; men kaster den ei i Reden til ham.
181.	At arbeide hører til Menneskene; at Arbeide lykkes, hører Gud til.
182.	Det dundrer saa lidt, naar Viben dandser paa Engjord (Majord).
183.	Viben vil værge al Marken, og kan ikke værge sin egen Rede.
184.	Vandet gjør Graad, Vinen Sang.
185.	Sæt Stevne efter Evne, Tæring efter Næring.
186.	Hunden er sagtens Benene værd.
187.	Brød er Borgemester over de andre Retter.
188.	Hvo der gjerne vil spise (æde) Æg, skal hilse Høns.
189.	Guld er ei saa rød, det gaaer jo ud for Brød.
190.	Fred og velbygget Huus kjøbes ei for dyrt.
191.	Hold dine Øine fra fremmede Breve, Øren fra fremmed Tale, og Hænder fra fremmede Penge.
192.	I en fri Stad ere frie Tunger.
193.	Intet Sværd er skarpere end det, som strider for Friheden.
194.	Det er den rette Frihed, der tjener Gud og Loven.
195.	Den største Frihed er en god Samvittighed.
196.	Hvo som er sin egen, er tidt Satans egen.
197.	Misbrugt Frihed er værd at mistes.
198.	Ved falske Titler frydes vi: Enhver er Træl og kaldes frie.
199.	Af lidt sig lade skrække, tilhører Børn og Gjække.
200.	Gamle Viser gaae endnu bedst.
201.	Det Gamle har været nyt, og det Nye kan blive gammelt.
202.	Koen malker ikke desmere, fordi Bøtten er stor.
203.	Giv saa i Dag, at Du og kanst give i Morgen.
204.	Fattig Kone giver Hønseæg, at hun vil have Gaaseæg igjen.
205.	Store Fiske fanges kun med store Kroge.
206.	Den giver vel, som giver snart.
207.	Hunden holder meer af et Been, end af en Ædelsteen.
208.	Jeg lover alle Gaver, uden - Kjøllehug.
209.	Hvad duer det, at Koen malker vel, og vælter Spanden.
210.	Dyd er Jomfruers bedste Hjemgivt.
211.	Lyset tjener Andre og tærer sig selv.
212.	Egennyttig, Ingen nyttig.
213.	Hver maa søge sit Gavn uden Andres Skade.
214.	Har a pacem, saa pacer a me sel først, sa Haans Peir i Roagger.       (Catholsk Jydsk. Den Korset haver, signer sig selv først.)
215.	Den Gjeld er saa vis, som Traneæg om Juelen.
216.	Til et godt Gjæstebud hører ei færre end Chariternes, ei flere end Musernes Antal.
217.	Agt mere hos hvem, end hvad Du æder og drikker.
218.	Hvo som ei gjemmer en Penge, faaer aldrig to.
219.	Gjerrig Mand er Ingen god, men sig selv værst.
220.	Hvor Sølv og Guld er i Hjertet, er Troe, Haab, og Kjærlighed udenfor.
221.	Hvad den Gjerrige har, bruger han ei; hvad han higer efter, faaer han ei.
222.	Gjerrighed føder blinde Børn.
223.	Helved, Hav og den Gjerrige faaer aldrig nok.
224.	Bærer Asenet end Guldsæk, det æder dog Tidsel.
225.	Alle Laster tage af omsider, Gjerrighed voxer altid til.
226.	Den Gjerrige faaer ei nok, førend han faaer Munden fuld af Jord.
227.	En Skilling af hans Pung, en Tand af hans Mund.
228.	Han er fød i Skive, vil heller have end give.
229.	Han er født i Kjøbenhavn, og frygter blot for Tab og Savn.
230.	Gjerrig vil leve fattig, for at døe riig.
231.	Forstand skal til Raad, Lykke og Hjerte til Daad.
232.	Snart og vel gjort følges ei gjerne ad.
233.	At tale vel, udretter meget; at handle vel, end nu mere.
234.	Den gjør ondt nok, der gjør intet Godt.
235.	Lystigt Mod gjør sundt Blod.
236.	Glæde gjør Sundhed og mildt Ansigt.
237.	Lystig som en Loppe i Øre.       (paa en Andens Bekostning.)
238.	Det Onde skriver man i Steen, det Gode i Støv.
239.	Man skal ære den Gode og taale den Onde.
240.	For et godt Menneske maa man afregne 5 Onde.
241.	En god Mand burde aldrig døe, og en Ond fortjener ei at leve.
242.	At give Godt for Godt, er Retfærdighed; at give Godt for Ondt, er Kjærlighed; at give Ondt for Ondt, er Hevngjerrighed; at give Ondt for Godt, er Skalkhed.
243.	Suur Røg og ond Qvinde kommer fattig Mands Øine til at rinde.
244.	Sorte Druer ere saa søde, som de hvide.
245.	I et slemt Huus boer undertiden en smuk Vert.
246.	Kroget Træe bærer og god Frugt.
247.	En grov Knub, som maa behugges af Tømmermanden, ei af Snedkeren.
248.	Hver for sig, Gud for os Alle.
249.	Dyrk den Gud gjerne, som baade giver Korn og Kjerne.
250.	Guds Raadkammer har ingen Nøgel.
251.	Hvo som til Himmerig er fød, maa vente sig Modgang og Nød.
252.	Herregunst og Fuglesang klinge vel; men er ei lang.
253.	Herregunst er som Solen om Vinteren; den gaaer snart under.
254.	For langt fra Herregunst - fryser; for nær - brænder.
255.	I det Vand man mindst troer, faaer man snarest Fisk.
256.	Hvo som misundes, haver Brød; Hvo som misunder, lider Nød.
257.	Had skal være dødeligt, Venskab udødeligt.
258.	Ond mister gjerne sit ene Øie, at hans Naboe kan miste begge sine.
259.	Avind seer ei nedad, men opad til høie Ting.
260.	Avind var aldrig god Talsmand.
261.	Det Sygdom er for Legemet, er Avind for Sjælen.
262.	Det er snart gjort, som længe kan skade.
263.	Daaren har Ørnevinger og Ugleøine.
264.	Saalænge jeg tier, er Hemmelighed en Fange, naar jeg har udsagt den, er jeg en Fange.
265.	Ung Kok gammel Stegevender.
266.	To Herrer, to Haner, to Narre i et Huus kunne ei vel forliges.
267.	Selv er den rette Mand.
268.	Store Herrer, der have Alting, fattes dog Eet: Den - som tør og kan sige dem Sandhed.
269.	Herre uden Land er Fadet uden Viin.
270.	Smaa Helgene gjøre og Jertegn.
271.	Herre over Vandet er og Herre over Landet.
272.	Hvo stedse vil hevne sin Harm, Han usel døer, forviist og arm.
273.	Hevngjerrighed er Qvindesot.
274.	Forlade er største Hevn.
275.	Ingen kan hjelpe den, som ikke hjelper sig selv.
276.	Haanden hjelper Hovedet mere end Foden.
277.	Hjelpen er god saa nær som i - Grødfadet.
278.	Druen modnes ei ved Maaneskin.
279.	Det er godt at svømme, naar en anden holder Hovedet op.
280.	Man kan tænde et andet Lys af sit uden Skade.
281.	Naar den Blinde bærer Krøblingen, komme de begge frem.
282.	Der er allevegne Helvede, hvor Himmelen ei er.
283.	Ond Samvittigheds Plage - er Helvede for en levende Sjæl.
284.	Store Ord og liden Magt, haver Fanden sammenbragt.
285.	Det Faar, som bræger saa meget, malker saa lidt.
286.	Tomme Vogne buldre meest.
287.	Paa Gaden bæres Guldet rød, i Huset ledes efter Brød.
288.	Hoffart er Fornuftens Vatersot.
289.	Hovmodig Lykke staaer aldrig paa faste Been.
290.	Tag sagte paa, Jorden er gammel.
291.	Lugtede Hoffærdighed vel, da var Desmer ei saa dyr.
292.	Vær ei hovmodig i Medgang, thi det gjør Dig utaalmodig i Modgang.
293.	Asenet kommer ikke til Hove, uden for at bære Sækken.
294.	Hoflevnet er ofte Helvedes Gjenvei.
295.	Hofmands Hest kommer og til at harve.
296.	Herredøren er viid ind og trang ud.
297.	Hoffolk ere som Regnepenge, de gjælde nu høit, nu ringe, ligesom de blive satte.
298.	Til Hove gives mange Hænder, men faa Hjerter.
299.	Han ager godt Læs i Gaard, (der) en god Hustru faaer.
300.	De Unge kan, de Gamle skal døe.
	Døden er her Enden

Efterskrift

Om Ordsprog.

- "Febris est morbus, quem satis bene curare, sed nullo modo definire possum" - sagde en stor Læge i Paris: og vor vittige Tode igjentog en Dag, som Præsident paa det høie Katheder, de selvsamme Ord, da hans Doctorandus kom i en forfærdelig Forlegenhed, fordi Een af Opponenterne ex anditorio forlangte en bestemt Forklaring over Afhandlingens Hovedgjenstand.

Hvad er et Ordsprog? -

Behøver jeg først at forklare, hvad en Stoel, en Sopha, et Bord o. s. v. er? og alligevel vilde det falde de fleste, ja, selv en Erasmus Montanus vanskeligt nok, at give os en fyldestgjørende Definition. Man prøve derpaa! og man vil finde, at det moxen er lige saa uopnaaeligt, som - at digte en Folkesang, der behager alle Kjendere, og passer ved alle Leiligheder. Skulde det da maaske være en Opgave, liig den om et perpetuum mobile? en Opgave, som ene vor Herre har opløst, da han nemlig skabte vort Universum.

Min Lærer og Veileder, Rasmus Nyerup, meddeler adskillige Forklaringer. At han, saavidt jeg erindrer, lader Johan Christoph Adelnug gjelde, som Authoritæt, gjør mig paa en vis Maade ondt. Thi Agtelse for min Lærer burde nok byde mig Tavshed; og alligevel er min Mening desværre! temmelig afvigende. Adelung var vel en dygtig Sproggrandsker, for saavidt dertil udfordres Hukommelse, Flid, og megen Læsning. Men Selvtænker og Mand af Smag var han mindre, end Eberhard. Hans Forklaring synes mig for indskrænket. Thi den udelukker alt for mange Mundhæld, Lignelser, Pudseerligheder, der vække Erindringens og Vittighedens frie Spil; der fører tilbage til Historier, Parabler, Fabler; og med deres Kjerne skjenke os en selverhvervet - (Thi Nødden skal først knækkes) - en selverhvervet Skat af sunde Tanker. Selv Peder Syv forkaster allerede blotte Lignelser, f. E. riig, som Crøsus; fattig, som Irus o. s. v. Men med Føie? - "Riig, som Crøsus." Hvor minderiigt er ikke dette Mundhæld! Viser det os ikke den alrige Crøsus paa Baalet? høre vi ikke hans Udraab: O Solon! Solon? overbevises vi ikke om Lykkens Foranderlighed inden for Livets Skranker? Let kunne vi jo udvide den korte Lignelse til en fuldstændig Sætning. Nei! Alt, hvad der fra Arilds Tid af er bleven bevaret i Nationens Hukommelse; Alt, hvad der fra Læbe til Læbe toner igjennem hele Landet; og, vel at mærke, leder os til gavnlige Tanker og Erfaringssandheder; Alt dette bør beholdes. Kun moralsk urigtige, og følgelig skadelige Ordsprog og Mundhæld burde udslættes, om det var mueligt. Især, gode Mænd og Brødre i Litteraturen, især beder jeg om Naade for hine yderst jovialske og vittige Lignelser og Ordsprog, der synes intetsigende, og indeholde saa Meget! Heller vilde jeg f. E. bortskjenke den heele Athene til de Fattige i Aanden, end give Slip paa Jovialismer, som Peder Syvs: nos poma natamus, sagde Hestepæren i Aaen til de svømmende Æbler. Thi hører I ikke her den hele Legion af unge smaae Propheter tilraabe Ewald, og Pram, og Baggesen, og Oehlenschlæger, (og hvad deres Pairs hedde): nos poma natamus!? - Og nu f. E.? "Hurtig som Koen paa en Vindeltrappe!" Saasnart jeg blot hører denne Lignelse, tænker jeg paa den ædle, kraftfulde, men lidt tunge X., der for Spøgs Skyld i den muntre Dreyers Klub blev udnævnet til Hofdandsemester; og - paa de Mange, der for Alvor vælges til upassende Embeder; og - paa den bedrøvelige Erfarings Sandhed, der ligger til Grunde, og den Pille, der her forgyldes ved Pudseerligheden. Kort lader os beholde alle de Omløbssprog, der hverken ere tomme eller skadelige. Adskillige af de kjernefuldeste forstaaes ikke af Alle og Enhver, eller i det mindste ikke strax ved første Skue. Derfor indbyder jeg de Mænd, der ynder Folkets gamle Visdoms Skatkammer, til Forelæsninger, og Samtaler, hvorved vi gjensidigen kunde underholde og belære hinanden. De fleste kunde sikkert berige os ved enkelte, hidtil ubekjendte Almeensprog, der findes i Omløb i deres Fødeegn: og især vilde Herr Professor Finn Magnusen gjøre sig ogsaa af dette Fag fortjent, om Tiden tillod ham, at aabne det islandske Magazin for os Andre! -

    Himmelfartsdag, 1819.

                Sander.