Valfart/4/12

by Sophus Claussen

»Den talende Harpe«

Til Sanpierdareno, Genovas Forstad og Badested, førte jeg samme Eftermiddag Fortællerinden og hendes svejtsiske Skygge. En snavset Forstad, en Strandbred med sort Sand og med Bølger saa høje som Badehuse. Fru Clara og jeg sad paa Bredden i den friske Blæst med lykkelige Øjne og hørte paa den skurende Lyd af Gruset, der løftes, og Gruset, naar det atter suges i Dybet.

»Der var en Gang en Kvinde,« sagde jeg til Signora Clara . . .

»Der var en Gang en ung Kvinde — saa lys og modig som nogen, for hvem Gud lod sit Hav skylle og sin Sol skinne.

Hun elskede den dejlige Sol — saa hun, trods Forældrenes og Søstrenes Raad oftest gik med Hovedet blottet og med det lange Haar frit i Sollyset og Vinden.

Hun elskede det larmende Hav, og langs Bredden paa Grænsen mellem Sand og Bølger vandrede hun uden at tænke paa sine nye Søndagssko, der blev ødelagte af Saltvandet. Da Moderen skændte paa hende, gemte hun sine Sko mellem Klipperne og gik med nøgne Fødder. Men nu blev ogsaa hendes Skørt vaadt, og alle skændte de paa hende.

Saa en Dag blottede hun sit Hoved for Solen, sine Fødder for Havet, sit Bryst og hele sit unge Legeme for Vinden.

»Lad Solen og Havet og Vinden eje mig helt,« sagde hun, og Brændingen optog hende i sit mægtige Favntag.

»Vi havde dog advaret hende,« sagde Søstrene, da ingen saa hende mere.

. . . Da kom der en Dag en ung Spille­mand, træt af Byer og Mennesker, til den ensomme Bred og det evigt larmende Hav. Aa, han var saa træt — saa træt af alt, men allermest af sit eget, uforanderlige Hjærte, sit eget, ihærdige Spil — at han kastede sig ned som en Hund paa den flade Strandbred for at lytte til Jordrystelsen, Vandmassernes Vægt, naar de vælter deres bredt hen­ brusende Bad.

Den unge Spillemand paakaldte Havets Gud med haanlige Ord;

Jordryster Poseidon, du maa være led og ked af denne evige Bugt ved Rapallo, af den liguriske Havbugt og hele denne rustne Gryde, som man kalder Middelhavet. Siden Føniciernes og Odysseus' Dage har dine Vand­legemer væltet sig søvnløst paa det samme Leje, siden Skabelsens Morgen jaget ud og ind af det samme Skylla og Karybdis og op­samlet alt det Spildevand fra Frankrigs ublu­færdige Vadskerier, fra den helvedstensgule Tiber og fra Nilen, dette Skyllekar for sortfødte Æthiopere, for ikke at nævne, hvorledes alle Sømænd lige siden Æneas har forhaanet dig midt i den aabne Sø. Jordryster Poseidon! hvorfor slaar du ikke Herkules-Støtterne ned, flænger et Øre af Spanien og skyller dig ren i Atlan­tens Æventyrskød? Du graaner af Ælde, Poseidon, og dit Middelhav er ganske sort i Maven.«

Da tyknede det graaladne Hav som i Vrede. Og skønt Spillemanden tænkte: »Nu sluger det mig,« flyttede han sig ikke et Haarsbred, ligegyldig som han var for alt, selv for sit Liv.

Bølgerne løftede med taarnhøj Kraft en Byrde op til ham paa Bredden. Han saa dem over sit Hoved og rundt omkring risle tilbage, myge og venlige som Katte, der vendte Hovedet imod ham og tilkastede ham et sidste Blik, før de smuttede i Hul. Ingen Bølge havde naaet ham. Men paa Stranden hos hos ham, til den Side, som var Hjærtet nær­mest, laa der en bleg og dejlig Kvinde.

»Kun en Kvinde,« tænkte den unge Spillemand. Og han følte sit Hoved saa træt af dejlige Kvinder (Læberne er altid vil­lige, men Sjælen finder intet at holde sig til).

Dog ingen Mester kan se en smuk og ukendt Strengeleg uden med egen Haand at maatte prøve Tonen. Altsaa gjorde den unge Spillemand efter nogen Tid sig selv det Spørgsmaal: Hvem kan hun være ? Og idet han skød det lange Haar, der dækkede Brystets Rigdom og den kyske Lænd, nysgærrig til Side spurgte han — mere henvendt til sig selv og til Vindene end til Kvinden:

»Hvorfor er dit Bryst saa hvidt og saa hvalt?«

Hun tav, og han vilde dække hende til, men som i Tanker førte han efter en Stunds Forløb en Lok af hendes lange, mørke Haar tæt til sin Kind.

»Hvorfor er dit Haar saa langt og rigt?« spurgte han kort.

Hun laa med Blikket mod Havet — intet Svar.

Langt om længe værdigede han ogsaa at tage hendes Fingre mellem sine.

»Hvorfor er dine Fingre saa glatte og smidige?«

Og dermed slap han hendes Haand og lagde sig paa sin Albue i Sandet, som var hans Nysgærrighed tilfreds uden Svar.

»Nu skal du høre,« sagde den unge dej­lige. Hun rettede sig halvt op med trodsig hævet Barm og sænkede snart paa ham, snart paa Havet sine Øjne fulde af Skygge.

»Mit Bryst det er saa hvalt og hvidt, fordi det er intet Bryst mere, men en Harpe . . .

»Mit Haar det er saa rigt og langt, fordi det er intet Haar mere, men en Harpes Strenge . . . .

»Mine Fingre er saa smidige og glatte, fordi de er ikke mere Fingre, men Harpens Skruer . . . .

»Bølgerne har - slaaet mit Bryst. Slaa selv her under mit Hjærte og frygt ikke for at gøre mig ondt, skal du høre, hvor det klinger . . . .

»Vinden har flænset mit lange Haar. Knyt selv din Haand i mit Haar — uden Medliden­hed — skal du høre, hvor det klager . . . .

»Jeg klemte mine Fingre mellem Klippe­stene, alle mine Strenge spændtes derved. Knug selv mine Fingre, knug dem til Blods! Mit Bryst synger af Smærte . . . .

»Jeg var et Menneske og led.

»Frygt ikke mere for at gøre mig ondt. Jeg er nu mere end en Kvinde. Jeg er en tonende Luth. Jeg er en talende Harpe. Hør paa mig. Jeg kan det, som ingen anden kan:

»Jeg kan fortælle.«

Da greb han fast om hendes Hænder, da greb han haardt i hendes Haar, da tryk­kede han med Vold den dejlige til sit Hjærte. Og han hørte det synge og klage som en vidunderlig Harpe.

Men han smilte:

»Kvinde! Hvorfor er din Mund saa mørk og rød?«

Hun rystede paa Hovedet:

»Jeg er ikke Kvinde. Min Mund er mørk og rød — ikke af Kys, men fordi Ordene, jeg taler, brænder min Læbe. Som Kysset er Kærlighedens Besegling, saaledes er Ordet Tingenes Fuldkommengørelse. Min Mund rødmer af Farveglæde over mine Ord.«

Men han drog hende til sig og taalte aldeles ikke Modsigelse.

»De Læber, der kun er Læber,« sagde den unge Spillemand, »er der ikke stort ved. Og de Lokker og Fingre, der ganske dumt er Lokker og Fingre, dem har jeg for min Del faaet nok af. Vil Du være min Kvinde? Det maa være velgørende en Gang at hvile sit Bryst ved et Bryst, der tillige er Harpe. Paa dine Læber vil jeg i et Kys til­bede Ordet. Paa disse Læber vil jeg kysse Farveglæden.«

---