Valfart/4/17
Epilog
I Paris havde jeg en Ven, om hvem vi
skæmtvis sagde, at han var saa fattig, at han
ikke længer kunde være bekendt at modtage
noget af andre — kun at give ud . . .
Han var glad, naar han havde et Pengestykke i Lommen, men naar han ikke længer havde det, var han dobbelt tilfreds — fordi han altsaa, efter Evne, havde betalt Venskabs- og Taknemmeligheds-Gæld.
Han skyldte til Gud og hver Mand, og han var Anarkist.
»Hvad har man i dette Cykle-Aarhundrede at holde sig til?« sagde han. »Sund og solbrændt kommer vor gode Lykke til os, rolig trædende sit Hjul; Farten sagtner; et Øjebliks Holdt; Hjærtet svulmer af uforgængelig Lykke; hun rækker os sine Læber — og før vi har haft Tid til at takke hende, Tid til at fremtage en Sax og stjæle hendes Skygge (min Ven kendte Æventyret om Schlemihl, der sælger sin Skygge), er hun alt oppe, skjult, forsvunden ved en Omdrejning af Vejen . . . Hver Morgen sner det med Aviser. De mest afsides Kroge stoppes til med afskyelige Aviser; sidste Efterretninger fra Peking, Telegram fra Kandahar . . . de endevender pr. Traad den stakkels, lille Jord for titusende Gang . . . Jeg ønsker midt i Verden en Krog, hvor jeg kan leve sammen med mine Venner, i Fred for Indiens Krige og de afrikanske Mord.«
Han vilde afskaffe Politi, Love og alle Bytteværdier.
Jeg spurgte ham tit, hvorledes saadan et Samfund skulde kunne existere. Jeg spurgte ham, hvorledes man skulde kunne bygge et Hus uden Penge.
Han smilte med sit lykkeligste Smil:
»Ikke sandt,« sagde han, »det kunde blive udmærket. Naar jeg vilde bygge et Hus, sendte jeg blot Bud til mine Venner. Billedhuggeren Rousseaud kom med en Trillebør Sten. Hans Broder, den lille Rousseaud — Billedskæreren — kom med Stolper, Døre og Træværk. Maleren, den lange Crébassat, skulde bagefter komme og male det hele. Ikke sandt? det kunde blive yndigt.«
»Ja, men jeg vilde ikke bo i det Hus,« sagde jeg.
. . . En Aften, mens Signora Clara i vort Hus i Santa Margherita som sædvanlig søgte lidt Adspredelse ved at læse en kedsommelig, genovesisk Avis, der i rig Mængde indeholdt Telegrammer om afrikanske Krige og udenlandske Mord, udbryder hun:
»Hanno ammazzato Carnot.«
Saa har da en Anarkist dræbt Carnot. Præsidenten for den franske Republik.
Forunderligt! Dette fredlyste og velindhegnede, nittende Aarhundrede, hvor Videnskab og lidenskabsløs Indsigt er trængt til Bunds i alle Lag af Folkene, det vil en Gang i Historien være brændemærket af en ganske særegen og ellers ukendt Art Forbrydelser. Og det er Anarkisterne, Fjenderne af Mord og Krige, som rolig sprænger Huse i Luften — rolig tilintetgør betydelige Menneskeliv i Overbevisning om at tjene en evig Retfærdighed. De bærer sig ad som Vagabonden, der stak Ild i en Hytte, satte sig til at vente paa Rettens Folk og sagde til dem, at han havde antændt Ilden for at bringe et Takoffer. Og min Ven i Paris, ham, der hadede Erobrere og Voldsmænd og ikke selv kunde dræbe en Flue — jeg ved, at han har smilt med sit lykkelige, uskyldige Smil og sagt, at det, der skete med Carnot, skete til Ære for Menneskeheden . . .
Da Carnots Morder var en Italiener, blev der i alle Italiens store Kirker holdt Sørgemesser for den afdøde Præsident. Signora Clara og jeg tog til Genova og overværede Messen i Domkirken der. Lange Sørgeflor alle Vegne og mange Mænd i straalende Uniformer.
Alle den Slags Forestillinger ligner hver andre. Og da vi besværedes af Varmen i den store Kirke, gik Signora Clara og jeg udenfor i den rige, sollyse Formiddag.
Formiddag og Sol i Gader og Parker.
Formiddag og Sol i Genova og Alverden.
Formiddag og Sol ogsaa i den grønne Allé af Plataner, hvor jeg og Signora Clara langsomt vandrede og inde fra en Villa hørte en fejende Flygelmusik — bakkantisk næsten under denne ætherblaa, ubesmittede Himmel.
Flygelmusik — og endnu er vi fastende! Flygelmusik — som et brusende Vandspring! Indviet til Guderne er denne Dag . . .
Men midt i denne Sol og Formiddag griber Signora Clara mig om Haanden og gør mig opmærksom paa et mærkeligt Par, der ligesom vi vandrer i Alléen under de grønne Plataner.
Hun er, efter sin Klædedragt og Maade at føre sig, sikkert en fornem Dame. Hun er slank og smuk, med et Udtryk halvt af Godhed og halvt af Overbærenhed. Det er nok ikke hver Dag, at hun spaserer her med ham.
Han er ogsaa smuk med to nøddebrune Øjne i et blegt, lidenskabeligt Ansigt. Hans Holdning, Væsen, røber en født Signore, en eneste Søn, der gennem hele sin Opvæxt er bleven forkælet af rige Forældre. Men hans Dragt er næsten lurvet og hænger paa hans spinkle Skikkelse, som havde han ikke Tid til at tænke paa den. Hans Sko er meget medtagne — og hans Hat . . . De spaserer, samtaler, spaserer; og han taler stadig, gestikulerer hæftig, mens han ser paa hende med ydmyg tilbedende og lydige Øjne.
Det er altsaa gaaet tilbage for ham her i Verden. Hun har dog ikke sluppet ham; hun tilstaar ham endnu et sjældent Møde — af Medlidenhed.
Han ønsker at skænke sin højmodige Veninde en Blomst. Hun ryster afværgende paa Hovedet. Men vi ser ham standse, med Øjnene vendt mod Blomsterboden paa den den anden Side af Gaden. Han gennemsøger febrilsk alle sine Lommer efter et Par Soldi, to Gange, tre Gange, fra de yderste til de inderste, vender dem . . . og viser sine magre, tomme Hænder. Han har det sky, hastige Blik som en af Livets betalingsudygtige, men beredte Skyldnere.
Hun ryster paa Hovedet — intet holder ham tilbage. Jeg ser hende urolig ventende trække sig om bag et Træ, mens han med knyttede, rystende Hænder gaar over Gaden, som vilde han plyndre Blomsterboden . . .