Venstrereformpartiets Program af 1909

Venstrereformpartiets Program af 1909 var Venstres program indtil 1925.

I mange år havde Forenede Venstres Program af 1872 fungeret som principprogram for alle fløje af Venstre. De forskellige fraktioner i Venstre havde så med mellemrum udsendt deres særlige arbejdsprogrammer.

I december 1889 udsendte Venstres delegeretmøde et stort reformprogram, hvor man samlede partiets statsretlige, sociale og økonomiske krav. Man ønskede en nedsættelse af tolden. Dette skulle finansieres ved en nedsættelse af militærudgifterne. Danmarks neutralitet skulle anerkendes internationalt. Der skulle blandt andet indføres alderdomsforsørgelse, hjælp ved sygdom og ulykke, begrænsning af arbejdstiden, organisationsret for arbejderne, husmandsbrug, kommunalvalgret for kvinder, retsplejereform og kirkelig frihed.

Ved sin stiftelse i 1895 udsendte Venstrereformpartiet et program, hvor man gentog kravene fra 1889. Desuden tilføjede man nye krav, blandt andet om støtte til landsbrugseksporten og oprettelse af voldgiftsdomstole, der skulle løse stridigheder på arbejdsmarkedet.

I 1905 udsendte Reformpartiet et radikalt præget program. I Venstres tidligere programmer havde partiets holdning til forsvaret haft en fremtrædende plads. I 1905 nøjedes man med at henvise til den forsvarskommission, der var blevet nedsat i 1902. Kommissionens betænkning kom i slutningen af juli 1908.

Ved folketingsvalget i maj 1906 mistede Venstrereformpartiet sit flertal, og partiet var nu henvist til at samarbejde med Det moderate Venstre. Fra juli 1908 til oktober 1909 dannede de to partier koalitionsregeringer under skiftende regeringsledere.

Den 30. september 1909 fik forsvarsminister J. C. Christensen Rigsdagen til at vedtage nye forsvarslove. Få dage før havde Reformpartiet udsendt sit sidste program. I juni 1910 blev partiet Venstre oprettet ved en sammenslutning af De Moderate og to fraktioner fra Reformpartiet. Dette skete på grundlag af programmet fra 1909.

Venstrereformpartiet holdt ikke delegeretmøder. Dets programmer blev derfor udarbejdede af partiets rigsdagsmedlemmer. I 1915 godkendte Venstres landsdelegeretmøde programmet fra 1909 som hele partiets program.

Venstrereformpartiets program af 25. september 1909

I.

Vort lands selvstændighed kan kun bevares ved kraftig at opretholde landets neutralitet. Danmark må ikke blande sig i andre landes kampe, og det må stedse søge sine mulig opkommende uoverensstemmelser med andre magter løst gennem voldgift, for så vidt de ikke kunne udjævnes ad sædvanlig diplomatisk vej. Voldgiftstraktater bør oprettes med fremmede magter. Staten bør støtte den internationale fredsbevægelse. - Vort forsvarsvæsen bør altid være således, at det på betryggende måde kan varetage landets neutralitetspligter.

Til yderligere værn for vor folkelige selvstændighed og til styrkelse af vort nationale liv må forbindelsen så vidt muligt vedligeholdes mellem alle danske, også dem, der bo udenfor landets grænser, selv i andre verdensdele. Det er af betydning, at vi styrke vor forbindelse med vore broderfolk mod nord. Vi må varetage vore koloniers tarv og interesse, så at de kunne blomstre og trives både i åndelig og materiel henseende under frisindet dansk styrelse.

II.

Fremskridtet bør gennemføres ved folket selv, for at dets varighed des bedre kan sikres, og det er derfor nødvendigt, at det folkelige selvstyre stedse fæstnes og udvikles. Der bør stræbes hen til, at enhver i henseende til borgerlig og politisk frihed og lighed har samme adkomst uden hensyn til stand og formue eller køn.

Forfatningen bør udvikles i junigrundlovens ånd.

Folketingsvalgkredsenes tal fastsættes ved grundloven. Valgretten indtræder med det fyldte 25. år.

En ministeransvarlighedslov bør gennemføres.

Det bør bestemmes ved lov, i hvilke tilfælde et medlem af rigsdagen skal på omvalg, når han modtager embede eller lønnet bestilling.

Det kommunale selvstyre bør udvikles. Byråd og amtsråd bør selv vælge deres formand.

III.

Den borgerlige sociale lovgivning bør fremmes under fornødent hensyn til, at den enkeltes frihed ikke tilsidesættes, og til, at hans grundlovsmæssige adgang til erhverv ikke krænkes. Borgerne bør støttes i deres kamp for en fri og selvstændig tilværelse gennem en udvidelse og forbedring af forsikringsvæsenet (sygeforsikring, ulykkesforsikring, alderdomsforsikring, invaliditetsforsikring o.l.) og her bør staten støtte navnlig gamle, fattige og svage.

I henseende til omsorgen for den offentlige sundhed bør der så snart og i så vidt omfang som muligt, under hensyn til statens og kommunernes finansielle evner og indbyrdes forhold, ydes tilskud til driften af sanatorier og sygehjem af forskellig art, og til at lette uformuende adgang til og opholdet på sådanne. Den offentlige hygiejne bør forbedres.

Staten bør modarbejde alkoholmisbrug.

Staten bør overalt optræde som en human arbejdsgiver og holde øje med, at arbejderne ikke bedrages eller udbyttes. Ved forbud mod ufornødent arbejde på søn- og helligdage og mod overdreven lang arbejdstid, særlig for kvinder og børn, ved kontrol med usunde arbejders udførelse, fabrikkers indretning og drift, arbejderboligers opførelser, indretning og udlejning samt ved lån til sådanne sammenslutninger af arbejdere, som ville opføre arbejderboliger til selveje eller fælleseje, bør staten støtte arbejderne i deres kamp for at føre en menneskelig tilværelse.

Den forældede tyendelov bør afskaffes.

IV.

Adgang til oprettelsen af husmandshjem støttes ved statslån, ved lettelse i reglerne om jords udstykning og ved udstykning af præstegårdsjord og anden jord i offentlig eje.

Len, stamhuse og fideikommisgodser bør, overensstemmende med grundlovens bud, overgå til fri ejendom.

Spørgsmålet om overdragelse af jord i offentlig eje til brug som leje eller fæste gøres til genstand for omhyggelig overvejelse med deraf følgende forsøg ved ny lovgivning.

Til støtte for næringsvejene bør der sørges for vore samfærdselsmidler, fyr, havne og vandbygningsmateriel. Fiskeriet bør støttes ved anlæg af bådehavne, adgang til billige driftslån og til sådanne fagkursus eller skoler, som for det kunne have særlig betydning.

V.

Skatterne bør pålægges under hensyn til skatteevnen, og skattelovgivningen må forbedres under dette hensyn. Grundværdibeskatning til stat og kommune bør særlig tilstræbes, hvor offentlige foretagender have frembragt en stigning af grundværdien.

Ved den kommende revision af toldloven bør yderligere nedsættelse af beskyttelsestolden gennemføres, dog under billig hensyntagen til bestående erhverv og til, at forstyrrelser i arbejdsforholdene undgås. Tolden på almindelige livsfornødenheder må ligeledes yderligere lettes eller helt bortfalde, mod at statskassen om fornødent får erstatning i retfærdigere skatter eller afgifter.

Folkets udbytning gennem monopoler bør hindres.

Lovgivningen om aktieselskaber, banker og sparekasser revideres således, at der skabes betryggelse for en sund udvikling af vort økonomiske liv.

VI.

Retsplejen må yderligere reformeres i overensstemmelse med grundlovens løfter.

Straffelovgivningen bør reformeres således, at den bringes i overensstemmelse med de krav, som hensynet til retssikkerheden og tidens humane bestræbelser må stille. Tvangsopdragelse af børn og unge mennesker må nærmere ordnes. Statens støtte til plejehjem og børnehjem bør udvides.

VII.

Folkeskolen bør stedse være genstand for statens særlige forsorg, da den langt overvejende del af landets børn dér søger sin undervisning og ikke har råd til at få den synderlig forøget siden, men staten bør dog også støtte sådanne private skoler, som i henseende til undervisningens omfang og art og hele indretning fuldt ud stå mål med folkeskolen, thi derved fremmes den pædagogiske frihed til gavn for landets undervisning som helhed.

Skolen bør have sit eget selvstændige tilsyn, der indrettes på grundlag af samarbejde med forældrene.

Statens højere almenskoler bør gøres let tilgængelige også for fattige folks børn, og de højere private skoler bør nyde statens støtte efter samme regler som de private skoler overfor folkeskolen.

Ligeledes bør staten støtte højskoler, landbrugsskoler, tekniske skoler og fagskoler på enhver måde, som kan sætte dem i stand til at højne vort folks kultur og dygtighed.

VIII.

Rigsdagens deltagelse i den kirkelige lovgivning opretholdes, men i øvrigt arbejdes hen til, at kirken stilles selvstændigere overfor statens styrelse og tilsyn. Som følge heraf blive også de rent borgerlige sager som ægteskabs indgåelse, begravelse og attesters udstedelse m.v. efterhånden at udskille fra kirkens forretningsområde. Der bør ved lov gives folkekirkens medlemmer indflydelse på kirkens styrelse og på ansættelse af præsterne. Menighedsrådene opretholdes. Præsternes forældede lønningsmåde bør omordnes, og navnlig bør en afløsning af offer og accidenser finde sted.