Spring til indhold

Side:Danske digtere 1904.djvu/136

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

GUSTAV WIED.


for, at Marie sætter op „øine som Kongens Nytorv“ og grædefærdig indstiller på herrens benådning eller subsidiært „en lille prøve bare sådan for en otte dages tid.“

Mimi
i exstase.

Ingen halvhed, Marie! Enten — Eller! — Sengen skal flyttes.

Marie
resigneret.

I Guds navn da! — Skal vi ta servanten med ?

En stund senere ligger Mimi i sin enslige visselulle. Hun har ventet sin Valdemar med sterkt blandede følelser, men er endelig trods sin bundløse sorg sovnet ind. Hun vågner ved at høre Valdemars listende skridt: han holder på at klæde sig af. „Men han må jo da opdage, at der kun er en seng! — Hun laver et lille bitte kighul mellem tæppets folder og titter ud: Der står han i underbenklæder (fox normal) henne ved toiletbordet og trækker sit uhr op. Og han har de blå næseklemmer på! hun kan se dem i speilet. — Nu vender han sig og kommer hen mod sengen! … Hun lukker øinene i rædsel: Han må, må, må jo da opdage det!

Men han opdager intet. Roligt og værdigt, med tanken henvendt på Chlodevig, slår han tæppet tilside for at bestige sit leje …

Da ser han hende ligge sammenrullet som en lille hvid bylt nede i sengens benende. Håret hænger hende pjusket om kinderne, og hun stirrer op på ham med store, kuglerunde øine.

Som en statue står han et sekund med det

— 124 —