Spring til indhold

Side:Gamle billeder.djvu/411

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

407

eg mærker tydelig nu, at jeg holder saare meget af dig.

Pigens fyldige Læber svulmede glad, og de lyseblaa Øjne skinnede som Kornblomster i Solen. Hun rykkede sig ind til ham og hviskede:

— Jeg tør alligevel ikke … jeg har været saa ulykkelig.

— Ja, men véd Du, hvad der falder mig ind, Mette?

— Jeg tør lige godt ikke.

— Ja, men hør dog. Jeg kan faa Præsteavlingen i Forpagtning. Om jeg nu bad dig om at gifte mig med dig?

— Det kan aldrig være Magisterens Ludvigs Mening. Han vil bare gøre Nar. Og han har Synd af det. Saa tosset kunde han da heller aldrig være.

— Jeg siger dig: Det er mit Alvor.

— Jeg har jo sagt ham, ligesom det er, at jeg kom skidt afsted med Kristen Povlsen.

— Tror Du, at jeg er Jomfru?

— Nej, et Mandfolk i den Alder vilde da være en led Tosse, hvis han var det.

— Jeg synes, at i den Ting maa et Fruentimmer og et Mandfolk maales med samme Alen.

— Det kan jeg aldrig tro kan gælde for andre Fruentimmer end Dronninger og Prinsesser, som jo i saadanne Sager gør lige, hvad de vil.

— Vi lever i Tider, hvor Alt gaar frem. Ovre