Side:Almindelig Handelsvidenskab.djvu/50

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst


der er sprængt i Fjeldets Udkant, saa at man paa den ene Side har Fjorden og Elven dybt under sig, medens Fjeldet paa den anden Side reiser sig steilt iveiret. En lignende imposant Chaussee fører fra Drammen gjennem Lierdalen og langs Holsfjorden.


3. Jernbaner.

Ligesom Bygningen af kunstige Veie har været kjendt allerede i Oldtiden, saaledes er ogsaa Anvendelsen af Skinner, der kunne formindske Frictionen og altsaa lette Fremskaffelsen af svært belæssede Vogne, af gammel Oprindelse. Tidligst synes man at have benyttet Træ som Skinner, og allerede i 1676 skulle saadanne have været i Brug i Steenkulsminerne ved Newcastle. Et Aarhundrede senere begyndte man at bruge Jern som Skinner, først fladt med en lille ophøiet Kant paa hver Side, hvorimellem Hjulene løb, og senere satte man en Kant paa Hjulets Inderside og gav Skinnen omtrent den samme Form, som vi nu kjende fra vore Jernbaner.

Jernbanerne have dog først faaet en almindeligere Betydning, efterat man lærte at benytte Dampen som Trækkekraft. Man begyndte med at anvende faststaaende Dampmaskiner, som altsaa ved Hjælp af en Kjæde trak de belæssede Vogne til sig. Denne Methode lod sig dog kun anvende paa korte Strækninger, og først efter mange Forsøg lykkedes det at construere en Maskine, der selv bevægede sig frem paa Skinnerne, og paa denne Maade førte de belæssede Vogne med. Et saadant Locomotiv anvendtes først i 1825 paa Banen mellem Stockton og Darlington, der kun benyttedes til Kultransport; men Resultatet svarede ikke til Forventningerne og man indførte ikke Locomotivet paa de andre Jernbaner, som anlagdes i de engelske Kulegne. Men den engelske Ingenieur, Georg Stephenson, som havde bygget dette