109
sammen med mig for at modtage Løn for god Tjeneste, var jeg den unge Herres Gemalinde og Medarving til den hele Herlighed.
Men nu — . .! Det var forfærdelige Ord: — Frels mig; ellers er Du fortabt! — Der maatte Noget voves, og det hastig.
Jeg udbad mig en Samtale med Fyrsten. Den galante Mand lod ikke vente paa sig. I dristig Forudsætning af, at Rygtet talte Sandhed, gik jeg, naturligviis med al mulig Fiinhed og Forsigtighed, lige til Sagen, og bad ham om at virke til, at et stakkels Menneske, som tidligere havde staaet i Familiens Tjeneste, Francesco Patelli, blev løsladt af det Fangenskab, hvori han sukkede paa en ganske løs Mistanke om Landevejsrøveri. Fyrsten vilde derved faa en ny, om end kun ganske simpel Lejlighed til at vise, at Menneskeligheden i ham besad een af sine ædleste Forkæmpere.
Fyrsten var lutter Smiil og Komplimenter. Var han een af Menneskelighedens Forkæmpere, — saaledes yttrede han sig: — viste det sig nu, at jeg var en anden. Han lovede mig at tage Sagen under Overvejelse. Men, da han havde saa meget at huske paa, vilde jeg gjøre bedst i at tale med hans Kammertjener, forat denne kunde erindre ham derom.
Det gjorde jeg da naturligviis. Og for at styrke Kammertjenerens Hukommelse, trykkede jeg ham et Par tunge Guldruller i Haanden. Han forsikkrede smidskende, at hans Hukommelse var saa tro som Guld, og at
