241
XIV.
Skulde Du tro det? — Saa stærkt optagen, jeg paa denne min Udflugt end var af det, jeg saae og oplevede, var jeg dog endnu stærkere optagen af mig selv. Naturligviis. Nogen virkelig Adspredelse kan der nemlig ikke være Tale om heri Helvede; endog i den vildeste Tummel lykkes det aldrig Sjælen at slippe bort fra sig selv. Og skulde Du tro det? — Det er ikke alene mine onde Gjerninger, som med Nag og Pine vende tilbage imin Erindring, men ogsaa mine gode Gjerninger. Og atter siger jeg: naturligviis. Thi ikke engang vore bedste Handlinger ere uden Lyde. Der er en Hage ved dem alle, og det er med denne skarpe Hage, de heri Helvede vende tilbage i Erindringen. Det er ligesom en Klo, hvormed de slaa ind i Hjertet.
Hør engang! Jeg er nødt til for en lille Stund igjen at tale om mig selv.
Der var en ung Mand paa mit Kontor, som jeg holdt meget af. Blandt andre Forretninger vare ham nogle mindre Incassationer anbetroede. Pludselig
