242
mærkede jeg Uraad; forskjellige smaa, men samstemmende Omstændigheder gave kun altfor god Grund til Mistanke. Jeg gav Agt, og ikke længe varede det, inden jeg kom efter, at Fyren spillede. Ved et besynderligt Træf blev der givet mig Lejlighed til at gribe ham paa fersk Gjerning, og det besluttede jeg at gjøre.
Spillehulen fandtes i en øde Udkant af een af Forstæderne. Eventyret var ikke uden Vove; men derpaa agtede jeg ikke. Min Dristighed er ikke blandt de Ting, som have givet mig Grund til Fortrydelse. Det var en sludfuld Vinteraften henimod Midnat, da jeg, formummet i en grov Overfrakke, stod udenfor det mig betegnede forfaldne, tilsyneladende ubeboede Huus. Paa et vist Tegn blev der ganske rigtig lukket op for mig. For Enden af en mørk Gang, som jeg maatte samle mig igjennem, var der atter en aflaaset Dør; da denne blev aabnet, traadte jeg ind i Spilleværelset. Her fandt jeg en talrig Forsamling af simpel, broget Art, der i en Atmosfære, ulidelig beklumret af Uddunstning og Cigarrøg, syntes at befinde sig meget vel. Der var forskjellige Spil igang. Ved eet af dem præsiderede min Udhaler; han holdt formelig Bank. I samme Nu fik jeg en Indskydelse. Det var dristigt; men jeg følte bestemt, at det maatte lykkes. Jeg traadte hen til Spillebordet og pointerede.
Strax fik han Øje paa mig. Det var en frygtelig Virkning, Synet af mig gjorde paa ham. Han blev liigbleg og vaklede paa Stolen; Kortene faldt ham
