280
tingelserne for Forsvaret, navnlig om Værnepligten og det dermed sammenhængende Udskrivningsvæsen (Lov 6. Marts 1869).
Første Kapitel. Værnepligten.
§ 88.Værnepligtens Begreb og historiske Udvikling.
Efter den ældre Lovgivning paahvilede Værnepligten for Hærens Vedkommende Bondestanden, for Flaadens de søfarende Kjøbstadbeboere og Beboerne af de saakaldte Sølimitdistrikter, s. Fdn. 20. Juni 1788 § 14, 8. Mai 1829 Præm., 8. Jan. 1802 §§ 1, 2. Den hermed forbundne Ubillighed, som tildels blev endnu mere fremtrædende ved de tilføiede Undtagelser, fremkaldte efter forskjellige frugtesløse Bestræbelser Lov 12. Febr. 1849, jfr. Adn. 23. Sept. 1848, der indførte almindelig Værnepligt uden Hensyn til Stand eller Herkomst. I Overensstemmelse hermed har Grl. 1849 § 95 (Grl. 1866 § 90) bestemt, at enhver vaabenfør Mand er forpligtet til med sin Person at bidrage til Fædrelandets Forsvar efter de nærmere Bestemmelser, som Loven foreskriver. I den saaledes gjorte Henvisning til Loven ligger paa den ene Side, at Lovgivningen kan indrømme Fritagelser for Værnepligten, paa den anden Side, at saa danne Fritagelser kun kunne hjemles ved Lovgivningen, s. ogsaa Lov 2. Marts 1861 § 50. Da de i Lov 12. Febr. 1849 givne Regler om Udskrivningen til Søkrigstjenesten, der i det Væsentlige stemte med de tidligere gjældende Forskrifter, i flere Henseender erkjendtes for utilfredsstillende, bestemte man sig til i Forbindelse med den saaledes fornødne nye Ordning af dette Forhold tillige at foretage en Revision af Landværnepligtslovgivningen, og saaledes fremkom [den nugjældende] Værnepligtslov 2. Marts 1861 (Lov 6. Marts 1869). Begrebet Værnepligt kan vel betegnes som den Undersaatterne ved Lovene paalagte Forpligtelse til Krigstjeneste, i hvilket Fald det ogsaa indbefatter Forpligtelsen til at gribe
