maler, og Bestillinger har han nok af, mest paa Portræter. Damerne sværmer for hans blonde Melankoli, thi blond Melankoli er saa sjælden. Han har flere Gange kunnet gøre et godt Parti, sidst var der endog Tale om en lille Komtesse, hvis Portræt han havde malet ude paa Grev Sølvsparres Gods. Men det blev ved, at man talte derom, og man talte om meget andet.
Man talte om, at den unge Kunstner i sin Tid havde faaet et aldrig lægt Hjærtesaar under sit første Ophold i Spanien.
Det var nok en Sangerinde eller en Danserinde, saadan en som Tortajada eller Otero, som han havde forelsket sig i, og som havde ladet sig dræbe af en Tyr for hans Skyld.
Al denne Folkesnak, der ogsaa med regelmæssige Mellemrum finder Vej til Bladenes Kroniker, saa ofte Hugo Hjorths Navn er i Forgrunden, har gjort den fintfølende Kunstner sky overfor Offentligheden.
Men netop derigennem er han bleven saa meget interessantere for det store Publikum, der i Reglen kun kalder ham: den spanske Maler og ynder at have Reproduktioner af hans Billeder paa Væggen eller se dem paa de illustrerede Blades Forside.
Kritiken er ikke altid lige tilfreds med ham. Den mener, at han staar i Stampe, og den fremhæver stadig, at der i alle hans Portræter er en vis Familielighed, som de atter fører tilbage til Hovedpersonen idet store spanske Billede, med hvilket han slog igennem.
