Slagtersvenden lovede, at han skulde gøre, hvad han kunde. Han var aldeles ikke forbavset over Anmodningen, thi af den Slags fik baade han selv og hans Kolleger nok, ikke blot fra tarvelige Folk, men ogsaa fra de mest raffinerede Levemænd, der mener, at Ophidselsen i Dødsøjeblikket giver de dræbte Tyres Kød en pikant Smag.
Lola Montero og hendes Ledsager gik ind paa Saddelpladsen, hvor Garderoberne var, for at vente paa Matadoren, Dagens fejrede Helt Bombatini.
Fra et lille Rum hørtes en smertelig Stønnen, der hidrørte fra en af Tyrefægterne, som midt i et Spring var bleven spiddet mod Barrieren af Tyrens Horn, der var gaaet gennem hans Lægmuskel.
Han var nu lagt ind i det saakaldte Enfermeria, der findes paa enhver Torosplads, og i hvilket der foruden et Par Feltsenge og et lille Husapotek staar en Stol til den vagthavende Læge. Denne var nu ifærd med at forbinde den Saarede, der vred sig under Smerterne og bed Tænderne sammen for ikke at skrige højt.
— Hvorledes gaar det med ham, Doktor? spurgte Lola Montero, idet hun gik forbi.
— Det er et grimt Saar, svarede Lægen, stadig bøjet over Patienten. Det kan let vare en Maaneds Tid, inden han atter vil kunne optræde, hvis vi i det Hele taget kan faa lappet ham sammen.
Tyrefægteren stirrede forfærdet op paa Lægen, der næppe selv bemærkede, hvor stærkt et Indtryk hans Ord gjorde paa den Saarede.
Idet Lola gik videre, sagde hun til Marquien:
— Og de Folk, tror De, mangler Mod? Nej, det
