Kongernes Mistro til danske Adelsmænd. 35
om Gjæring og Sammensværgelse. Ogsaa 1668 blev det fortalt, at der var lagt forræderske Planer imod Kongen og hans Slægt ^^).
Under Kristian V's Regering skulde man derimod synes, at al Grund til at frygte for Uroligheder fra den gamle Adels Side maatte være forsvunden. Enevælden var grundfæstet, Adelen knust og for største Delen for- armet. Den franske Diplomat Terlon sagde derfor om den, at den talte mere, end den var at frygte. Men Ulykken var, at adskillige af dens Medlemmer ikke kunde lade være at tale, ikke kunde afholde sig fra at give deres Misfornøjelse Luft. Der er Træk, som tyde paa, at nogle iblandt dem strax efter Kongens Tron- bestigelse havde Haab om at kunne, vinde en Del af deres Magt eller Indflydelse tilbage ^^). Skuffelsen ved at se dette Haab slaa fejl fremkaldte Vrede hos dem, og det kom ved et Drikkelag til hidsige Udtalelser fra nogle unge Adelsmænds Side til selve Kongens Halvbroder U. F. Gyldenløve. Efter hvad der blev for- talt i Hofkredsene, havde de stærkt angrebet Kongens absolute Magt, klaget over den Indflydelse, Fremmede havde, og sagt, at de haabede, den danske Adel inden lang Tid vilde have noget at sige ligesaa godt som Kongen. Den engelske Statsafsending, der har givet Beretning derom i en Depesche til sin Regering, tilføjer: „Jeg finder, at hele den danske Adel er meget imod, at Kongen er absolut" ^^). I Virkeligheden tænkte næppe nogen paa at gjøre alvorlige Skridt imod Regeringen; men det Misnøje, der fandtes i det mindste hos en Del af Adelsmændene, var tilstrækkeligt til at vække Mistro hos en Konge, der var omgiven af Mænd, i hvis Interesse det laa at holde dem borte, som havde et gammelt Navn, gamle Minder og nedarvede Slægtskabs- forbindelser at støtte sig til. Man ser, at Mænd som Konrad Reventlow og Kristian Siegfried Pless endnu saa sent som 1692 have fremhævet for Kristian V, at det
stred imod den souveræne Regerings Tarv at lade
3*
