Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/474

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
450 Adams Skildring af de Danske.

Derfor hænder det ogsaa ofte, at de misbruge den Tilladelse, de have faaet over for Fjender, mod deres egne Landsmænd. I den Grad handler man troløs mod hinanden og sælger uden Medynk sin Næste, saa saare man har gjort ham til Fange, til en Kammerat eller Barbar i Trællestand. Danskerne have i deres Love og Skikke meget andet, som strider mod Ret og Billighed, men jeg finder ikke Grund til at fremdrage andet deraf end, at naar en Kvinde har ladet sig skænde, bliver hun straks solgt. Naar en Mand bliver greben i Herresvig eller anden Forbrydelse, lader han sig hellere halshugge end piske. Nogen anden Art Straf end Økse eller Trældom anvendes ikke, og den, som bliver dømt, sætter en Ære i at være lystig. Thi for Taarer og Klager og anden Art Sønderknuselse, som vi sætte saa højt, have de Danske i den Grad Afsky, at man hverken har Lov til at græde over sine Synder eller over sine kære afdøde.

Fra Sæland til Skaane er der mange Overfartssteder, men kortest er Vejen til Helsingborg, som man har i Sigte derfra. Skaane er det skønneste Landskab i Danmark, hvorfor det ogsaa har Ord for at være vel udrustet med Mænd, rigt paa Markens Frugter, godt forsynet med Købmandsvarer og nu for Tiden ogsaa fuldt af Kirker. Skaane er i Omfang dobbelt saa stor som Sæland, det har nemlig 300 Kirker, medens Sæland kun skal have halvt saa mange og Fyn en Tredjedel af dette Tal. Skaane er den yderste Del af Danmark og ikke langt fra at være en Ø, da det overalt er omgivet af Havet, undtagen ved en Landarm, der er landfast i Øst med Sverige og skiller dette Land fra Danmark. Her er der vidtstrakte Skove og vilde Bjerge, over hvilke man alene kan lægge Vejen til Gøtaland, saaledes at man er i Tvivl, om man hellere skal give sig Havets Besværligheder i Vold og undgaa Farerne over Land eller foretrække disse for hine«.

VII.
Nogle Enkeltheder af Landets Styrelse paa Kong Svends Tid. Sysler og Herreder, Sogne og Præstekald.

Der vil være Grund til at kaste et Blik paa forskellige Sider af Rigets Styrelse og indre Forfatning, saaledes som de fremtræde nu, efter at Landet har ordnet sine Forhold under Kong Svend eller hans nærmeste Forgængere, ligesom ogsaa nogle af Magister Adams Oplysninger trænge til en nærmere Forklaring.