253
— Holstein! det kom fra Joán næsten som et Udraab. Og paa Kortet, han tog, læste han:
— Erik … Ja, ja, Erik Holstein. Det var Erik.
— Bor Grev Holstein her? sagde han og var gaaet helt hen til Jensen.
— Ja, Greven har jo Højerup … det er kun en halv Mil, Gud, saadan et yndigt Sted og herskabeligt …
— Virkelig, nej, virkelig? sagde Joán og vidste det ikke selv. Alle Minder og alle Tanker hvirvlede rundt i hans Hoved: Saa skulde han ogsaa sé Erik — ogsaa træffe Erik idag — —
Af Glæde slog han Kuffertlaaget op og han, der aldrig selv rørte sine egne Ting, gav sig til at rode rundt i Brokadeveste og Silkeveste og Kjolesæt saa det hvirvlede: Nu maatte han klædes paa.
— Er han gift? spurgte han pludseligt.
— Gud ja — og Hr. Jensen svang Bagkroppen. Men Grevinden er nu sjældent hjemme men i Udlandet, hvor det er. Ork, og man si’er jo saa meget paa saadan et lille Sted …
Den læspende Sladder flød fra Hr. Jensen som det grumsede Vand fra en Tagrende.
