Denne side er blevet korrekturlæst
300
saá op mod Faderen, der gav hende et Tegn med Øjnene.
— Aa, jeg glemmer mine Gæster, hviskede Gerda.
— Ja, Du gør, sagde Fru Jespersen: og det plejer Du aldrig.
— Nej, sagde Gerda, helt forvirret.
Men Joán sagde, mens Forstanderen talte igen:
— Bestyreren passer paa Dem, Frøken Gerda.
— Aa … nej …
— Aa,jo …
— Er han elskværdig, spurgte Joán.
— Han er dygtig, sagde Gerda og saá paa sin Tallerken.
Og pludselig ivrig lagde hun til:
— Aa, jeg vilde saa gerne ha’e, han blev Fa’ers Kompagnon …
— Hvorfor?
— Jo, for saa blev Fa’er mere fri — — og saa kunde vi ta’e bort lidt tit og rejse …
— Og sé Bjergene, sagde Joán.
— Ja, og Gerda smilede: Og Ungarn.
— Og „Operaens Trappe“, lo Joán.
