Side:De uden Fædreland 1906.djvu/364

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

350

førte uafladelig den venstre Haand over sin Pande, som vilde hun fjerne Haar, som ikke var der.

Mens de blev ved at tale.

— Det er underligt, sagde Joán og saá derud: det er ligesom de var forbausede.

— Det er de da ogsaa, sagde Frøken Gerda.

Joán smilede ved det selvfølgelige i hendes Tonefald og han sagde:

— Men hvad var saa kønnest?

Frøken Gerda vendte sit Ansigt:

— Det alt, sagde hun.

Det var som Joáns Haand sitrede en lille Smule om Dørgrebet. Saa sagde Frøken Gerda — og Stemmerne slog stadig op derude —:

— Det er sært, det er ligesom man stod saa langt borte …

— Det gør vi ogsaa, sagde Joán ganske sagte.

Men Frøken Gerda havde vist ikke hørt det, for hun pegede kun, lidt hurtigt, ud i Salen og sagde:

— Dér sidder Sønderjyderne.

Det var midt i Salen, de sad, ubevægelige,