Side:De uden Fædreland 1906.djvu/375

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

361

— Det maa Raabel, sagde Fru Jespersen.

— Ja, det ka’ Doktoren, sagde Købmanden.

Og han gik hen til den lille Dør og kaldte ud i Salen:

— Hr. Raabel, Hr. Raabel,

omtrent som kaldte han paa en af sine Kommiser.

Doktoren snurrede ind:

— Det er Verdenskunst, sagde han: Det er Verdenskunst, for den maa man bøje sig.

— Ja, sagde Johansen.

— De vil tale med Dem, og han pegede op paa Scenen.

Doktoren svirrede derop.

— Ja, min Hustru brænder, sagde han: brænder efter at takke.

— Ja, det er dumt at si’e, det er dumt at si’e, blev han ved til Joan: Men det er Verdenskunst. For den bøjer man sig.

Joán svarede:

— Vi spiller nogle Folkeviser, Hofjægermesteren og jeg, sagde han; og vi vilde bede Dem underrette Publikum.

— Hofjægermesteren?

— Ja, sagde Erik saa ynkeligt som før.