446
— Her er den sunde Fornuft jo død, sagde han. En Fremmed vil slet ikke fatte det.
Han tog Joán i Kjoleopslaget og førte ham, mens han blev ved at tale, bort fra Madame:
— Men et Forsvar, kære Greve, har man hørt Mage til Vanvid? et Forsvar af denne Klat Jord — et Forsvar med vore Soldater. Har De sét vore Soldater? Naa ikke? De vilde heller ikke tro Deres Øjne. (Og Doktoren lo) Kære Herre, vi ligger midt mellem to Stormagter. Stormagter, Kære, behag at betragte Kortet. Og vi skulde tænke paa at forsvare os? Hvis de Herrer kan tro paa det, ikke sandt! — burde de belægges med Haandjærn, Kære. Og hvad vi vil, vi, der har Fornuft i Pæren, er ganske klart, klart og simpelt: Vi lader Landet ligge aabent. Og hvis Landet ligger aabent, hvem skulde saa falde paa at besætte det, ikke sandt? Og hvis det blev besat, ikke sandt! — saa reklamerer man, Kære, og det samlede Europa ta’er sig af En …
— Men for saa vidt (Doktoren trak Skuldrene op) for saa vidt har de Folk jo en Undskyldning: Man kan aabne hver Hjernekiste fra Gedser til Skagen — ikke sandt? og der er
