JOHAN WIEHE. 277
kom hans naturlige Anlæg ham saaledes tilhjælp, at han kunde give Bondeforklædningen i anden Akt med et bredt og saftigt Tilsnit. Han sang den bekendte Vise tungt og vel drøjt, med en vis haandgribelig Munterhed, som var mere ægte bondsk, end det Landlige almindeligvis faar Præg af paa Scenen. Det Plumpe og det svinepolidsk Fiffige, fra den Side havde han Tag paa det Bondeagtige, det viste han senere i en Del Smaaroller, tildels som Masetto, og i Hans Heiling som det spøgelsesrædde Tykhoved, over hvis karikerede Idioti han udbredte større Lune end der ellers let stod i hans Magt. Komiske Skuespillere ere næsten altid logiske Skuespillere, som opnaa deres Virkning ad Forstandens Vej gennem lutter vel beregnede Smaatræk. Johan Wiehe derimod maatte ud i det Grove, ud i Maskekomiken for at faa sine Evner frem, og dertil gaves der ham kun lidt Lejlighed ved det kongelige Theater.
Men i det Hele taget, hvad gaves der ham vel Anledning til at producere i en Række af Aar efter hans Debut? Ikke just at han ret længe betragtedes som Begynder, derfor stod baade Navnet Wiehe i Vejen og den Egenskab hos ham jeg omtalte, at han fyldte Scenen, men han rykkede ikke længer op end i de uvisse Begavelsers Klasse, og der blev han egentlig staaende hele Livet igennem. Han kom til at høre iblandt de Kunstnere, paa hvis Anvendelse hverken Publikum, de selv eller Theaterbestyrelsen nogensinde var ret klog. At nu Publikum ikke har andet at gate end bedømme, hvorvidt Skuespilleren i de Opgaver, i hvilke han præsenteres for det, vækker dets Bifald eller Mishag, er indlysende, og at Kunstneren selv kan være uvis om sine Evners rette Anvendelse, om den Vej han skal gaa
