278 JOHAN WIEHE.
og om hvor stor Spændkraft hans Talent rummer, det er forstaaeligt for Enhver, som har set, at det ogsaa i Kulissernes Verden kun er Genierne, der selv bryde deres Bane og have fuld Vished om Maalet. At det derimod ikke skulde være en Theaterbestyrelses Pligt at denne sig en Mening om enhver opdukkende Kunstners Talent, det vil være mindre indlysende. Eller skulde det netop ikke være en af de allervigtigste Egenskaber hos en Theaterdirektør at være forudseende og Spaamand overfor enhver Begynder, stille hans kunstneriske Horoskop, værne ham imod de Farer, der true ham, og ad sikre omend vanskelige Stier efter en forud anlagt Plan lede ham til den yderste Pynt af hans Begavelse. Saadan bærer ialfald Idealet af en Theaterdirektør sig ad. Desværre for Johan Wiehe, han stod ikke overfor en ideal, ja knap nok overfor en reel Direktør, thi i Virkeligheden kunde man jo ikke kalde de Etatsraader, under hvis hellige Enfoldighed vort Theater i hans Levetid sukkede, for Theaterbestyrere; ærlige Mænd, fine Folk, dygtige Kontorchefer, hvad man vil, men Dramaturger — aldrig i Verden, der var jo ikke en af dem, som besad ringeste æstetisk Dannelse. Det var derfor ganske naturligt, at Direktionen stod raadvild og gabede paa Johan Wiehes Talent, uden Anelse om, hvor det skulde placeres. Kun var det Synd for den stakkels Fyr, hvis Selvtillid og Ærgærrighed stod i et sørgeligt Misforhold til de Opgaver, der betroedes ham.
Der var dengang en Plads ledig i Skurkefaget, som det kaldes, og det var i dette, at man anbragte Wiehe, hvis Ydre umuliggjorde ham alle erotiske Partier, og hvis komiske Evner man ingen Bestræbelse gjorde for at ud-
