LUDVIG PHISTER. 301
værdige og illuderende Egenskaber ved sine Fantasiskabninger. Man maa tænke sig, at først den dramatiske Personlighed stod ligesom lyslevende for hans Øje: altsaa her Arv i legemstort Portræt, og saa naar Personen kom til at agere og til at befinde sig i forskellige Situationer indfandt sig halvt ubevidst hine tidligere Smaaiagttagelser fra blot delvis lignende Personligheder ude i Livet. Denne Sammenknytning af livfuld Fantasi og nøgtern Iagttagelse gav hans Spil udenfor Henrikrollerne et sjældent Virkelighedspræg. Lad mig her nævne en lille moderne Rolle som Tokkerup i En Spurv i Tranedans, hvor Fremstillingen virkede saa genialt, fordi Phister syntes Skomager hver Tomme. At han ganske mestrede det af Brændevin sløvede Udtryk og den hæse Stemme, det havde endda mindre at sige, men Billedet af den lille skutryggede og vindøjede Skoflikker borede sig fast ind i Hukommelsen, fordi Spillet intetsomhelst »Lavet« eller Traditionelt havde ved sig, men alt var Selvsyn.
Til en vis Grad er det Arv, der gaar igen i nogle af de moderne Dialektroller, Phister har spillet. Jeg tænker paa den overtroiske Niels i Kjøge Huskors og den skikkelige Mikkel i De Danske i Paris. Heiberg har kun løseligt skitseret disse komiske Skikkelser, Phister havde næsten Lov til at handle efter eget Tykke. Han var udmærket morsom som Mikkel. Hans stive Holdning var just den, som den bravt indexcercerede Bondekarl faar, og denne Dressur forlod ham ikke et Øjeblik. Phister stak aldrig Hovedet frem bag sin Maske. Husker man hans stumme Spil ved Indtrædelsen i Palais-Royals Have, hvordan han bukkede for Opvarterne, og hvorledes han læste i den franske Avis, vendte og drejede
