302 LUDVIG PHISTER.
den og tilsidst krøllede den sammen med Foragt. I slige Vaudevilleroller var Phister iøvrigt ikke bange for at være mere logisk eller vittig end Forfatteren. Heiberg lader Mikkel sige: »At være i Paris er det Samme som at falde i Vandet og drukne«, men Phister rettede Repliken saaledes: at være i Paris er det samme som at være i Vandet og skulle til at drukne. — Mikkel, som ikke kan et Ord af det Sprog, som tales omkring ham, som er yderst forlegen ved de Hverv, der gives ham at udrette, fordi han mangler enhver Mulighed til at opfylde dem og som ikke forstaar det Mindste af hele Stykket — han besad netop den Dumhed og det Ubekendtskab med Verden, som Phister, paa Grund af dens Modsætning til hans egen Intelligens, havde saa klart et Blik for.
Det var ogsaa denne Uerfarenhed, som Phister kunde omdanne til Klokker Links elskværdige Naivetet, der stod En klart for Øjnene, naar blot Klokkerens glade, rødmussede og runde Ansigt kom tilsyne i Døraabningen. Hele Provinsens Aand aabenbarede sig gennem hans gammeldags Paaklædning med den røde Nattrøje og de store Støvler, gennem hans umulige Buk med de krydsede Ben, gennem hans Maade at pynte sig paa ved at stikke Stropperne i Støvlerne før Sophies Indtræden, og den Grundighed, hvormed han undersøgte Hammers Kjole. Links Hjærtelighed blev i Phisters Fremstilling næsten til Barnlighed. Saaledes var det med en Art barnlig Vrede, at han slog ad Sophie med Hatten, da hun erklærede ikke at kunne elske ham, og dernæst fornærmet vendte hende Ryggen. Phister holdt Link uforstyrrelig godmodig. Man tænke paa hans forbavsede Mine og aabne Mund, da han ved Justitsraadens Hjælp
