47
Freden.
O vi have jo ved dig
forhen alt nydt mangen Fryd,
let i Pris, men Hjertet kjær,
thi du skjænked Jordens Dyrker
Dagligt Brød, lyksaligt Liv. 600
Derfor see, hvor Rankens Blad,
hvor de unge Figenskud
og hver Spire, hver en Væxt
smiler dig imøde glad!
Men hvor var hun, vor Gudinde, i de mange lange Aar 605
fjernt fra os? forklar os det, du mildeste, du bedste Gud!
Hermes.
O I høiforstandige Landmænd, mærker da paa mine Ord,
hvis I have Lyst at høre, hvordan hun fra Jer forsvandt.
Første Spire til vor Nød var Fidias, som led saa haardt;[1]
og Perikles, som var bange for at dele samme Lod,[2] 610
da han frygted Eders Væsen og jert blindt haardnakne Sind,
stak, for selv at undgaae Faren, hele denne Stat i Brand
Ved at kaste liden Gnist, hiin Folkets Lov om Megara,[3]
- ↑ Fidias blev beskyldt for at have tilvendt sig noget af det Guld, hvormed hans Statuer Zeus og Athene vare smykkede. Han retfærdiggjorde sig derved, at han lod Guldet aftage og veie. Efter Perikles' Raad havde han anbragt Guldet saaledes, at det uden Skade kunde tages af og sættes paa igjen. Fidias' Avindsmænd fremkom nu med den Klage, at han paa en gudsbespottelig Maade havde afbildet sig selv og sin Velynder Perikles paa Athenes Skjold. Ifølge denne Anklage blev han landsforviist.
- ↑ dele samme Lod, at blive landsforviist.
- ↑ V.613 flg. Ved en Folkebeslutning blev Megarerne udelukkede fra alle attiske Havne og Torvepadse, fordi en Megarer havde bortstjaalet to attiske Hetærer.
