Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/188

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

178

Højmark.

hidsig og vild, vandt han ikke saa lidt Indflydelse og blev slet ikke nogen ufarlig Modstander for Tribunen fra Viby.

Da der baade fra højre og venstre Side begyndtes en Reaktion imod Bjørnbaks socialistiske Rumlerier, tog Højmark en temmelig levende og en ret dygtig Del i Angrebene og bekæmpede baade mundtlig og skriftlig sin tidligere Meningsfælle. Da saa de vilde Arbejdermøder arrangeredes i Aarhus, Møder, paa hvilke Bjørnbak paa det uhyggeligste fanatiserede Arbejderne, blev Bruddet ulægeligt mellem de to Skolelærere; ti Højmark var en af de faa, der ved sin Besindighed og Alvor kunde skaffe sig Ørelyd blandt de fanatiserede og endog vinde afgjort Sympati blandt de fornuftigste af dem. Hans Optræden nevtraliserede for en stor Del Bjørnbaks, og berøvede i alle Tilfælde denne den afgjorte Sukses, som alt tegnede til. Bjørnbak fnysede og stampede, men Højmarks koldblodige Ro holdt ham Stangen.

I den Tid regnedes Højmark mere til Højre end til Venstre, og Bjørnbak undlod naturligvis ikke at fremstille Skolelæreren fra Stavtrup som en as de allerfuleste Højremænd, hvis eneste Maal var at komme de smaa i Samfundet tillivs. Om end Modstanden og Kampen, i Forening med hine Dages Forhold, maatte drive en Mand som Højmark over i Højres Rækker i Kampen mod, hvad der da var oppe, vedblev han dog ligefuldt i sit Hjærte at høre Venstre til, og som saadan stillede han sig ogsaa i de Dage til Folkethinget. Det var i det hele ikke den Gang enestaaende, at Venstremænd kæmpede i Højres Rækker ellet at Højre med Varme sluttede sig om Venstremænd. Saaledes blev f. Eks. Niels Jensen, Toustrup, i 1872 valgt til Folkethingsmand for Skanderborgkredsen, tildels ved Højres Stemmer og væsentligst ved en livlig Agitation for ham fra Højrebladet „Jyllandspostens” Side. Det store Magtspørgsmaal, der i saa høj Grad forbitrede Gemytterne og fremkaldte den Uhyggelige personlige Ufordragelighed, var jo den Gang endnu ikke rejst.

Det er forstaaeligt, at en Mand med Højmarks Tilbøjeligheder maatte stile henimod Rigsdagsgjerningen, men der beredtes ham mange Skuffelser, inden han naaede Maalet. I 1869 stillede han sig i ESbjerg, men naaede kun en Fjerdedel af de afgivne Stemmer, i 1872 i Randers mod Rée og i 1873 i