Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/14

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

2

Helges Værelse — mærkede hun ikke, hvor Hjærtet slog i denne Stue mod hendes, dette fremmede Hus' Hjærte? Hans, hans! ind til ham!

Hun strøg gennem Portièren ind i Spisestuen. Det store Spejl blegnede af Himlen, Tæppet mørknede blødt over Bordet.

Gud ske Lov for Øllegård Farre! hun havde alt fyldt de tomme Stuer med Møbler, før hun og Helge kom. Læsset nu, det var hendes egne, dem sørgede hun for sidst.

Ind i Havestuen.

Dér stod han med Ryggen til, med Albuen mod Dørkarmen og så ud i Haven.

„Helge,“ hun smøg Armen op om hans Hals, hun rejste sig på Tæerne, „Helge, nu er vi hjemme.“

Han så ned på hende, gennem Skumringen, med sit utydelige Smil.

Hun tilbad det Smil — og hun var sky for det, hun følte sig, som første Gang hun så det: så uvis, så vemodig — og så hjælpsom, som kaldte en Stemme.

Men —

„Jo, Helge,“ hendes Hånd klemte om hans Nakke, „ikke? er vi ikke hjemme, nu?“

„Jo, Eva, mit Barn,“ mumlede han og så ud gennem Glasdøren.

Hun stirrede på ham, rejst på Tæerne.

Jo, her i Skoven måtte han da være hjemme, for ellers —

Den frederiksbergske Villavej derovre, gamle Kongevejs Sporvognsklemten, Skridtene på Flisen og Duret