til at surre det om Klinken, mens han holdt Døren i med Knæ og Skulder. Trudselen om Folkene frygtede han ikke, da han vidste, de alle var i Engene ved Høet.
Marie hamrede paa Døren, alt hvad hun kunde.
«Herregud, Søren!» raabte hun, «saa kom da ud, jeg elsker dig jo saa højt et Menneske elske kan, jeg gjør, Søren, jeg elsker dig, elsker dig, elsker dig, — aa, han tror mig intet, hvad skal jeg arme, elendige Menneske da gribe til?»
Søren hørte hende ikke, han var gaaet igjennem Karlekammeret, og ind i et lille Kammer der bagved, hvor han og Skytten plejede at sove. Her skulde det gaa for sig, og han saae sig om derinde. Saa kom han i Tanker om, at det var Synd for Skytten, det var bedre at gjøre det derude, hvor de laa saa mange sammen. Han gik ud i Karlekammeret igjen.
«Søren, Søren, aa lad mig komme ind, lad mig, hvad, aa luk op. Nej, nej, aa, han hænger sig, og her staar jeg. Aa, for Gud den Almægtiges Skyld, Søren, saa luk da op, jeg har jo elsket dig fra den første Gang jeg saae dig. Kan du da intet høre? Der er Ingen, jeg har saa kjær, som dig, Ingen, Ingen i Verden, Søren.»
«Er ed sand?» spurgte Sørens Stemme, hæs og ukjendelig, lige ved Døren.
«Aa Gud have Lov til evig Tid! ja, ja, ja, Søren, det er sandt, det er sandt, jeg svær' dig
