den højeste Ed, som paa Jorden er til, at jeg elsker dig udaf min inderste Sjæl. Aa, Gud have evig Lov og Tak…»
Søren havde taget Snoren af, og Døren gik op.
Marie foer ind i Kammeret, og kastede sig om hans Hals, hulkende og jublende.
Søren stod ganske forvirret og forlegen ved det Hele.
«Aa, Himlen ske Tak, at jeg har dig igjen!» raabte Marie, «men hvor var det, du vilde have gjort det? sig mig det nu,» og hun saae sig nysgjerrigt om i Kammeret, med dets uredte Senge, hvor afblegede Bolstre, sammenfiltret Halm og snavsede Læderlagner laa uordenligt over hinanden.
Men Søren svarede ikke, han stirrede truende paa Marie: «hvafor saa do ed et nøj far?»[1] sagde han og slog hende over Armen.
«Om Forladelse, Søren! om Forladelse!» græd Marie, og trykkede sig op til ham, medens hendes Øjne bedende søgte hans.
Søren bøjede sig undrende ned over hende, og kyssede hende. Han var ganske forbavset.
«De er da hverken Komeddi eller Obenbarels?»[2] spurgte han stille hen for sig.
