280
ASTRID.
dig bort til en, som jeg ikke kan udstaa? Jeg vilde jo gerne give dig mine bedste Ønsker med paa Vejen. Jeg vilde gerne kunne sidde som Gæst i din Hal. Jeg siger dig, at du maa vende din Hu til andre Landes Konger, thi Norges Konge skal aldrig eje dig!“
Ved disse Ord blev Prinsessen saa forvirret, at hun ikke fandt andre Ord at svare Kongen end disse: „Jeg bad dig ikke, det var Folkets Vilje.“
Da spurgte Kongen hende, om hun troede, at Sveadrotten var en Træl, der ikke kunde raade over sine egne Unger, om han havde en Herre over sig, der havde Ret til at skænke hans Døtre bort?
„Vil Sveadrotten da finde sig i at kaldes en Edsbryder?“ spurgte Prinsessen.
Da lo Sveakongen højt. „Lad det ikke bekymre dig! Det skal ingen kalde mig. Hvorfor spørger du om dette, du, som er en Kvinde? Endnu sidder der Mænd i mit Raad. De skal vel vide al finde en Udvej.“
Saa vendte Kongen sig til de Hirdmænd, der havde været med ham paa Jagt.
„Min Vilje er bunden af dette Løfte,“ sagde han til dem. „Hvorledes skal jeg blive løst fra dette Baand?“
Men ingen af Kongens Mænd svarede et Ord, ingen vidste noget Raad at give ham.
Da blev Oluf Skøtkonning greben af en svar Harme. Han blev som en gal Mand. „Ve over
